Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - A. Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
Teatrene.
Rosiflengius og kun Rosiflengius. Ganske anderledes var han gaaet til Værks
overfor Arnholm, ti naar de udtrykkeligt foreskrevne Guldbriller undtages,
havde han ikke ved en eneste Streg søgt at individualisere Overlæreren, ej
heller havde han i Stemmen gjort et Forsøg paa at faa frem et Tonefald, en
Farve, der kunde gøre Bolettes halvvoksne Forelskelse i ham tænkelig; den lød
med en graa Ensformighed, der gjorde Arnholm lidet sympatetisk i sin
Kedsommelighed. Men forstaa at bruge sin Stemme i Henseende til
Accentuation og Tydelighed, det véd han som den bedste, det mærker man ret, naar
man en Aften sidder paa en af Teatrets »døde« Pladser; saa meget
mærkeligere er det, at han bestandigt gør den Fejl at pavsere, naar Repliken fordrer,
at Personen skal tage et eller andet Ord i sig igen, som f. Eks. naar
Arnholm retter »Deres gamle Lærer« til »Deres fordums Lærer«, inden Ordet
gamle er helt udtalt; Hr. Mantzius benytter en lang Pavse til at accentuere
Rettelsen, medens den burde komme med Pulsslagets Ilfærdighed, han faar
Latteren frem ved sin Accentuation, men Illusionen gaar tabt
Fru Bloch har som Hilde vundet stor Berømmelse og med rette, ti alt
det tøsede hos den halvvoksne Pige, lige fra den dybe Overgangsstemme til
den uskønne Gang og den ikke mindre uskønne Staastilling, som det for øvrigt
ikke altid faldt hende let at frembringe straks, kom udmærket sikkert frem,
om end Publikums Latter har fristet hende til ved senere Opførelser at lægge
Farverne noget for tykt paa, men til den Stedmoderen tilbedende Længsel, der
skal være bag Hildes frastødende Væsen, mærkedes for lidt; intet skjult Blik,
der beundrende fulgte Stedmoderens Skikkelse eller noget saadant forraadte
hendes Sjæls lønlige Indhold.
Fruen fra Havet blev for det kgl. Teater ingen Sejer, hverken
kunstnerisk eller finansiel; maaske en anden Besættelse af Rollerne havde
hjulpet baade i den ene og den anden Retning, men at grunde over sligt er unødigt.
Kasinos Genoptagelse af Mester og Lærling viste, at Skuespillerne
ikke længere med Lethed finder sig til Rette i det mystiske Element, Hostrups
romantiske Sangspil, eller, om man vil, Trylle-Vaudeville, indeholder. I
Genboerne, der ogsaa hører til denne Art Stykker, har Brødrene Poulsens
Spil længe vist dette, og i Mester og Lærling føjede Hr. Sophus Neumann
sit Bevis hertil; ban søgte nemlig at forklare Justitsraadens pludselige
Aabenmundethed overfor Aage som Virkning af magnetisk Paavirkning, Øjnene
stirrede tomme og glansløse ind i Aages, og Ordene kom, vel med Besvær,
men dog uimodstaaelig! frem; Justitsraadens Opførsel i denne Scene lignede
aldeles et Medies i en magnetisk Seance. Som skær Modsætning hertil virkede
Hr. Stigaards Spil, med en Tro, hvortil der ikke findes Mage i det ganske Land,
fremsagde han Aages overenfoldige Repliker og bar dem næsten frelst gennem
Nutids-tilhøreres Skepticisme. Hr. Pio havde ikke ret faaet Greb om Grønholt, hans Spil
var for brutalt, han trampede ind i Justitsraadens Hus med saa at sige
Transtøvler paa, medens den rette Grønholt langt snarere vilde gaa paa Listesko. Over
Thereses Repliker gød Fru Orlamundt Glans med sin bløde, næsten fromme
Stemme; hun ejer den danske Elskerindes Stilfærdighed og er endnu fri for
sukkersød Smægten og anstrængt Forceren, de to Skær, hvorpaa saa mangt et
Elskerindeæmne er strandet. (Afsluttet 14de Marts).
Arthur Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
