Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
173
Undtagelse af d’Hrr. Christoffersen og navnlig Schram, hvis fortrinlig
skildrede Skatteopkræver lader én beklage, at Teatret ikke kan give ham
Lejlighed til at optræde i den beslægtede, men langt morsommere og værdifuldere
Rolle, Osmin i Mozarts Bortførelsen) snarere i slet Replikfremsigen og i at
tage plumpt og haandgribelig paa denne Operette, der, om den nogenlunde
skal kunne taales, maa glide elegant og let over Scenen som en flygtig Spøg.
Ved de sanglige Præstationer er der ingen Grund til at dvæle.
Der bar været Fantaster — og «Tilskuerens« Musikmedsfrbejder kan ikke
åge sig fri for at have hørt til dem — der i deres inderste Hjærter har næret
et svagt Haab om, at Sæsonen dog ikke skulde have faaet en saa traurig
Ende. Disse Folk har nærmest knyttet deres Haab til Kapelmesteren, de har
ikke ment det helt utænkelig, at han, træt og led ved en Virksomhed, der ikke
kan have noget Berøringspunkt med hans Kunst-Idéer og Interesse, skulde have
slaaet et Slag for, at den stakkels Opera-Scene dog endnu en Gang kunde
komme til at genlyde af den store ægte Kunsts Toner (Gluck, Mozart, Weber)
og i hvert Fald for, at Teatret skulde indfri sit gamle Løfte, Genoptagelsen
af »Mestersangerne«. Kapelmesteren har totalt skuffet disse Forhaabninger.
Har han manglet Myndighed eller maaske Energi til at træde i Skranken for
de gamle Heroer eller for den sidste Tids Reformator? Jeg véd det ikke, men
i hvert Fald Kapelmester Svendsen har pareret Chefens Ordre og har slaaet
sig til Taala ved Aften efter Aften at dirigere den tarveligste Operakomposition,
vor Scene i lange Tider har haft at opvise. Og Teaterbestyrelsen, den kan
gnide sig i Hænderne ved stadig at faa den røde Lygte ud med en Opera, der
i den Retning er enestaaende, at den hverken koster de udførende nogen
Ulejlighed eller Teatret nogen Udgift til Udstyr eller Iscenesættelse. Og nu
hine Fantaster, ligger Svaret til dem ikke lige for Haanden. »De ser jo, mine
Herrer, hvad det er, Publikum vil have. De — saa lidt som vi — kan lukke
Ørene for den Jubel, der hilser Ødman, hver Gang han viser sig, hver Gang
han lukker Mnnden op. De kan selv høre, hvorledes Damerne — ja ikke blot
de, men ogsaa Herrerne, der mærkværdig nok, ganske mod Naturens Orden
viser denne Tenorist langt mere Interesse end vor Primadonna, — hvorledes
de alle fniser henrykt og næppe tilbageholder et beundrende Aa! naar Ødman
med ganske vist noget affekteret Falsetstemme siger noget »morsomt«.
Publikum føler sig tilfreds ved den Adamske »Bærme«, som De sagtens vil kalde
den, men er vi saa forpligtet, ja kan vi blot forsvare at give det de
Wagnerske »Førstedraaber«. Den, hvis kunstneriske Behov kun strækker sig til
engelske Feuilletonromaner, hvad kan det nytte at give ham Dostojewskis
psykologiske Dybsindigheder i Hænde, eller hvad Glæde vil den, der kan nyde
et broget tysk Oljetryk have af den douce, stemningsfulde Millet?« — Des værre,
der er noget sandt i den Tale. Vort Publikum sætter altfor ofte det let
fattelige, det iørefaldende over det indholdsrige, det virkelig skønne. Dets
Trang til at løftes op mod Kunstens Højder er ikke saa levende som dets
Interesse for Personerne.
Men hvem har Skylden for, at dette med saa megen Ret kan siges — i
alt Fald med Hensyn til de musikalske Forhold her hjemme? — Det har først
og fremmest Teatret selv. Det er Teatret, der har maget det saa, at der nu
i et Par Sæsoner intet andet har været at interessere sig for end Personerne.
Alle disse gamle velbekendte eller nyere for største Delen lidet værdifulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
