Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
Teateriiidtryk. 398
Men Stykket gaar længe sin Gang, før Mounet-Sully ret kan faa
fanget vore Øren for, hvad han har at sige, om han end som
altid fanger Øjnene, saa snart hans interessante Skikkelse viser
sig paa Scenen. Først da han udfordrer Hertugen af Guise, og
man hører Tidens Bramarbas-Sprog i en ærlig troendes Mund,
udslynget med Had og Trods, kan han komme i Aande. Et
Stykke Mesterkunst leverer han, da Pagen bringer ham det Brev,
som Hertugen har tvunget sin Hustru til at skrive til Saint Mégrin,
hvori han indbydes til et Møde i Hotel Guise i Hertugindens
Værelser og læser det i den Tro, at det er et Elskovsstævne,
Hertuginden indbyder ham til. Mounet-Sully har her Mod til at
udæske Latteren nede i Salen, naar han krammer Brevet og
overdækker det med Kys, jubler og springer om som en stor Dreng,
svarer forkert paa alt, hvad Hertugindens Page og hans egen
Vaabendrager siger til ham, mens Munden gaar som en Kæp i
et Hjul, og Diktionen næsten bliver pjattende. Kunstneren har
læst Brantömes »Vie des dames galantes«. Saint Mégrins Elskov
bunder lige meget i Brunst og i Sværmeri, som en Hofmands i
de Tider nødvendigvis maatte det. Det kunstneriske Mod svigter
ham heller ikke, da han træffer Hertuginden. Mens denne ligbleg
og skælvende fortæller ham, at det er en Snare, han er gaaet i,
hører han en lang Stund ikke efter for at stryge sin Haand op
og ned ad den Elskedes blonde Haar og hvide Arme, for at
sluge hende med et brændende Blik.
Det indrømmes: Talentets Myndighed maa til, for at et
saa dristigt anlagt Spil skal naa sit Maal, men her kroner Lykken
Kækheden. Ti ingen høstede et saa dundrende Bifald nede i
Salen som Mounet-Sully i denne Scene trods det, at der blev lét
saa smaat, naar Saint Mégrin blev helt fjollet af erotisk Ekstase.
Men han gjorde Figuren sand, paatvang alle Illusionen.
Jeg erindrer hjemme fra, at under en Rossi-Forestilling paa
Folketeatret, da Ernesto Rossi i Fremstillingen af Kong Lears
Dødsscene vovede at vise Folk et virkeligt Billede af en døende
Mand, brød der et Latterudbrud frem i en af Logerne. Det har
uden Tvivl været en naiv Sjæl, som vilde have, at en Konge,
før han dør, skulde drapere sig i sin hermelinsforede
Purpur-kaabe, samle den om sine Ben, deklamere til det sidste og saa
falde om, endnu i Faldet bevarende den kongelige Værdighed.
Men Franskmændene, som ellers har nok af den gravitetiske Kunst
og skatter den i deres gamle Tragedie, hvor den hører hjemme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
