Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Cand. jur. Th. Graae: Uwe Jens Lornsen. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
Uwe Jens Lornsen. 426
Indenfor dets Virkekreds faldt ikke alene Landskabets
Økonomiforvaltning, men det valgte tillige — afset fra Landfogden — alle
Landskabs-Embedsmænd, Distriktslæge, Apoteker, Postekspeditør,
Postbud, Færgemand o. s. v. Ved Siden af denne
Landsrepræsen-’ition afholdt hver By særskilte Bondeskabsforsamlinger, ligesom
1oskabet (o: alle Husejerne, hvad enten de nu var Bønder
!>•■ , som paa Sylt, for største Delen Sømænd og Fiskere) i de
.lkelte Landsbyer valgte Bondefogden. Endvidere havde hvert
Kirkesogn sit Sogneforstanderskab, under hvilket Kirke- Skole- og
Faltigvæsen var henlagt. Dets Medlemmer udnævntes dog af
Kirkevisitatoriet, medens derimod Præsten valgtes af Sognebeboerne.
Næsten uforandret bestod middelalderlig Retspleje og Lov.
Paa Højderne ved Tinnum, senere i Keitum, holdtes de
aarlige Ting. Dér dømte Sylterraadet, tolv af Folkets egen Midte
fritvalgte Mænd. Som første Instans i civile og kriminelle Sager
afsagde det Kendelser »dem Landrechte, Landesgesetzen und andern
königl. Verordnungen gemäss«, som det hedder i Raadmændenes
Bestallinger. Kun som Protokolfører uden Stemmeret var den
kgl. Landfoged til Stede. Landfogden udøvede vel en selvstændig
Dommervirksomhed, men den omfattede fra Begyndelsen af kun
ubetydelige Sager (under 10 Rthl.); i Tidens Løb kom han ganske
vist ogsaa til at dømme i større Sager, men dette afhang af
Parternes fri Vilje: Naar en af disse fordrede det, henvistes
Spørgsmaalet til Raadmændenes Afgørelse.
Et ejendommeligt Tungsind præger Naturen.
Trykkende Stilhed, kun afbrudt af Brændingens dumpe
Brusen og Maagens hæse Skrig; ingen Sangfugl lader sin Røst
lyde i denne Ørken. Yderst mod Vest Klitternes langstrakte
Sandbjærge, hist hævende sig til en Højde af et Par Hundrede
Fod, her glidende over i Dale. Snart møder Blikket kun gulhvid
flyvende Sand, saa veksler brunlig Lyng med Revl og KraL
Ensfonnigheden paa de mørke Heder brydes af talrige Kæmpehøje.
Et middelalderligt Skær hviler over denne Egn,
middelalderlige Sæder og Skikke har været herskende helt op til Nutiden,
Middelalderens Sagn lever endnu blandt Befolkningen1).
’) Dr. A. L.J.Michelsen: „Nordfriesland im Mittelalter". Schleswig. 1828.
Fr. Hammerich: .Danmark i Valdemarernes Tid*. København. 1848.
A. D. Jørgensen: „De sønderjydske Strandfrisers foregivne
Selvstændighed i Middelalderen". 1868.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
