Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Herman Bang: Adelaide Ristori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492
Adelaide Ristori.
vi skammede os over, hvad der var vor Hæder: at vi endelig
en Gang helt havde beundret.....
____Og da Ristori var Elisabeth. Da hun strakte al
jordisk Højhed til Jorden i Elendighed og tegnede — hun, som selv
stemte Ryg mod Alderen, der var nær — Alderdommens Afmagt
med sit Kunstnerhjærtes Blod.
Hvem kan vel glemme hine famlende Fingre om Kronen,
de magtløse Hænder, som ikke kunde løfte den mer? Hvem det
Skrig: »Jeg er Eders Dronning«, — mens det vaklende Hoved
bar Kronen en sidste Gang?
Det er saadanne Minder, som dette Geni, der blev lykkeligt
nok til, i et harmonisk Liv rigt paa Lykke og Hæder, at yde sit
yderste, har skænket de Hundredetusender over den halve Jord.
Om denne sin Gang Verdensdelene rundt har Adelaide
Ristori for nogen Tid siden aflagt Beretning. Etudes et Souvenirs
hedder hendes Redegørelse for hendes Kunst’ Udvikling, Arbejde
og Triumf.
* *
’ *
»Jeg har,« siger Madame Ristori i det korte Forord, »under
alle Zoner givet Kød og Blod til udødelige Værkers udødelige
Heltinder, og jeg har set den menneskelige Lidenskabs Skrig
bringe de forskelligste Folkeslag til at skælve under samme
Bevægelse. Jeg har til Udførelsen af mit ofte saa tunge Hverv
medbragt hele min kunstneriske Samvittighed. Det var mine
Personers Liv, jeg vilde forsøge at leve. Jeg har derfor studeret
deres Periodes Sæder, og jeg har vendt mig til Historien, som
ene kunde sætte mig i Stand til med Troskab at genskabe dens
Skikkelse — der snart var mild, snart skrækindjagende, altid
stor____ Og jeg tør sige, at den højeste Nydelse har jeg følt,
naar jeg saaledes gled sammen med den tragiske Skikkelse, jeg
spillede, at jeg følte mig medreven af dens mægtige Aande, og
hele min Sjæl skælvede under den Lidenskab, som fyldte den.
»Maaske vil det,« slutter Fru Ristori, »have nogen Interesse
at læse Fortællingen om denne Kamp — næsten et Haandgemæng
-r- mellem Kunstneren og hans Rolle. Jeg skal fortælle den helt
troværdig«––
I Virkeligheden er det Studium af hendes Roller, som
Kunstnerinden kalder Kampen med sine Roller, den Ristoriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
