- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 6 (1889) /
494

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Herman Bang: Adelaide Ristori

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

226

Adelaide Ristori.

ved Opfyldelsen af menneskelige Pligter, hun ikke vilde
tilsidesætte : hun vilde opgive Scenen.

»Men,« skriver hun, »en Ide var født hos mig, der
beskæftigede mig uafladelig. Tanken om i Udlandet at erobre
italiensk Kunst en Plads og bevise Verden, at Italien i den
dramatiske Kunst var mer end de Dødes Land.«

Denne Tanke er opstaaet som Geniets Paaskud for at
kunne blive ved at arbejde trods Ægtefælle- og Moder-Pligter.
Og Tanken udføres og — Ristori spiller som Hustru og Moder
Komedie, til hun bliver næsten de halvfjærdsindstyve Aar.

Den første Station paa den italienske dramatiske Kunst’
Vej blev Paris. Truppen kom derhen over Mont Genis.

»Begyndelsen af Maj. Vi drog af Sted med Hjærtet fuldt af
Haab. Og hvor lystig gik Rejsen: for første Gang saa vi denne
skønne Vej over Mont-Cenis, og vor Jubel voksede hver Dag.
En Flok Venner var fulgt med os; Generationer igennem havde
de, Fader og Søn, været Venner med os i den kongelige Trup —
nu vilde de dele vort Vovestykkes Angest og Haab.«

»Vi kom til Paris om Aftenen. Min Bolig var i
Richelieu-gade, tæt ved Moliére-Springvandet, Nr. 32 anden Sal. Hver
Gang jeg siden er kommen forbi dette Hus, har jeg atter følt
mine kæreste Erindringer leve.«

Ikke saa snart er Truppen installeret, før man søger til
Boulevarderne.

»Jeg,« siger Ristori, »kan ikke skildre den Blanding af
Undren, Beundring og Skræk, som jeg følte midt i denne uhyre
Mængde, hvor ikke ét eneste italiensk Ord naaede til mit Øre.
Pludselig — saa jeg her med ét hele Dumdristigheden i det, jeg
vilde. Haabet om, at jeg, den ukendte, Kvinden med et andet
Tungemaal, den fremmede, skulde kunne blive skattet her, jeg
med mit Ry fra hinsides Alperne — dette Haab syntes mig kun én
stor Latterlighed. Min Ophidselse steg og en usigelig
Nedslagenhed betog mig — jeg gik overvældet af navnløs Sørgmodighed.«

Det er disse Sindsbevægelser, der slider Virtuosernes Liv.
Fremmed mod fremmede er just disse Eksistensers KampparoL
Viljen til at sejre skærper hver Ævnes Eg, men de betaler til
Gengæld Anspændtheden, der bringer Sejer, med Anfald af uendelig
Nedslagenhed, hvori de falder som i en Brønd. Deres Tilværelse
er den evige Debutants, og rastløst afsøger de hver Jordens
Krog for altid paany at lide hans Angest, haabe hans Haab.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:39:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1889/0526.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free