Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Herman Bang: Adelaide Ristori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
495 Adelaide Ristori.
Hos de dragende Virtuoser øger den fægtende Bravos
Stemninger besynderligt alle Kunstnerens Sindsbevægelser.
Ogsaa Fru Ristori har kendt dem begge. Hun har som
Virtuos frygtet for sin Succes, hun har som Kunstner tvivlet om
sin Ævne. Det er Natten før hun første Gang skal spille Maria
Stuart, Rollen, hvori hun af alle er naaet højest og har lagt det
dybeste af sit Væsen. Hun kan ikke sove. Hun har Feber. Hun
hører i sit Øre det murrende Publikum — utaalmodigt
overfor hendes Ævnes Brøst. Alle Øjne ser hun fæstede paa sig,
naaende hende som Dolke, martrende hendes Krop; og falder hun
i Søvn, plager Syner hende til hun igen vaagner.....
»Og jeg saa,« siger hun, »Tæppet falde langsomt, saa
langsomt, mens alt var tyst: ikke én Ven, som vovede at klappe.
Mit Hjærte tog paa at hamre, og Sveden badede mig«____
Saa spillede hun og gjorde respektabel Lykke.
Og efter Forestillingen sagde Direktøren: Min Ven — du
er brillant i Lystspillet, men lad mig sige dig det rentud: hvad
Tragedien anbelanger, den er ikke din Sag. Hør du mit Raad
og lad den være, det den er.
Det sagde Direktøren. Og Ristori drog ud for i en hel
Menneskealder at blive for den halve Verden selve den store
Personifikation af Tragedien.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
