Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Herman Bang: Adelaide Ristori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502
Adelaide Ristori.
Ristori har aldrig saa stærkt betonet Majestæten som her
hos denne Dronning i Fængsel. »Fra første Færd,« siger hun,
»maatte Publikum se, hvem, det skulde dømme. Og denne »hvem«
er en Dronning. Hvert Ord, hvert Blik og hver Mine lader Ristori
tale højt om krænket Majestæt.
Hun vil, at dette bestandige Billede af Suverænen, der i
alle Situationer holdes for Øje, skal øge Elisabeths Brøde i vor
Bevidsthed.
For hende øger det den jo indtil Formastelighed. I
hendes Bevidsthed er Legitimitetens Bærer hellig, og den legitime
Dronning er Guds salvede, som ingen menneskelig Magt kan
dømme: dræbe kan hun mig — ej dømme mig, siger Maria til
Burleigh. Ti den legitime Kongemagt er af Gud og staar over
Menneskene.
Legitimitetens Evangelium er næppe nogensinde prædiket
mere veltalende end i disse Scener. Her gjorde Geniet Majestæten
ukrænkelig. Og Legitimitetens Sejer vilde være vis, om der paa
de ægte Troner sad saa ægte Dronninger.
Ved Siden af denne Betonen af Majestæten gaar den dybe
Udmalen af Martyrens Ro, som Maria viser overfor Mortimer og
Hanna.
»Uden at ophidses eller bevæges det mindste, som for at
vise, at jordiske Ting ikke berørte mig mer,« har Ristori lyttet til
Hanna, som fortæller om Paulets Ran af Breve, Smykker, selv af
Frankrigs Krone: Berolige dig, Hanna, siger hun mildt, »med en
Engels Blidhed«, det er ikke Prydelserne, som gør Dronningen.
Og mishandle os kan man — ej bøje os.
Denne Blidhed, som aldrig forlader l.ende, skal slynge
Glorien om Martyrens Hoved.
Ogsaa i Mødet med Elisabeth væbner Marie sig længe med
denne Hengivelse i sin Skæbne. Hun, Dronningen, gaar saa vidt,
at hun kalder Bastarden Elisabeth sin Søster, hun, Katolikinden,
kalder Protestanten sin Ven.
»Nu vel — jeg forsager og bøjer mig. Jeg vil ikke mer
huske, hvem jeg er og alt hvad jeg har lidt. Ydmyge mig vil
jeg for den, som har bedækket mig med Skændsel.«
»Og jeg løftede Øjnene mod Himlen, jeg trykkede min
Rosenkrans’ Krucifix mod mit Bryst, jeg tilbød Gud, den højeste,
dette Offer af min Værdighed, og efter at have tøvet et Øjeblik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
