Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Cand. jur. Vald. Vedel: Gjellerup, Minna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
560
Karl Gjellerup: Minna.
tivitet i Fremstillingen. Og det trættende og irriterende
selvbehagelige, som der ofte er ved en Persons evige Snakken om
sig selv, kommer vel undertiden, baade i Begyndelsen og senere,
frem, men det fine i Kompositionen er ellers netop, at en anden
end »Jeg«et er Hovedpersonen, saa at Bogen ikke giver en Person
i Selvbelysning men en Person set igennem en andens Bevidsthed.
Læseren faar herved en behagelig fri Stilling. Forfatteren
paadutter ham ikke nogen Opfattelse som den sande; man har Lov
til at tage Afstand fra Fortællerens som subjektiv og forbeholde
sig sin egen. Man faar heller ikke det fulde Lys og den fulde
Besked, som i de egentlige Jegromaner virker ødelæggende paa
Interessen. Minna staar i Fortællerens fragmentariske og farvede
Indtryk kun halvforklaret, og sætter Læserens selvstændige
Gæt-ningsævne i Virksomhed. — Der er dernæst Erindringens Stemning
over Fortællingen. Det er efter adskillige Aars Forløb, Fortælleren
genopfrisker sine Erindringer; og Erindringstonen er vedligeholdt
godt. Undertiden erklærer han selv, ikke at kunne klart og
paa-lideligt holde Indtrykkene ude fra hinanden, og over hele
Fortællingen ligger Erindringens Stemningsdis. Det er Erindringens
Udvalg af det interessante, det skønne, stemningsfulde eller for
Handlingen vigtige, som gives, derfor en Art Idealisering af
Virkeligheden, saaledes som Erindringen idealiserer.
Naturskildringen er impressionistisk — tit blot et Par Streger, som fæstner
Stemningen. Lige efter Bruddet med Minna overværer Fortælleren
en Begravelse, altfor fortumlet til at kunne fatte noget: »Jeg
husker, at Kæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at
nogle Smaafugle kvidrede i det skarpe, kølige Sollys«. Og det er
en Række løsrevne Situationer og Scener, bevarede, fordi de har
Interesse, og kun fastholdte i deres interessante Træk, der glide
forbi Erindringens Øje. Og de har Erindringens forklarede
Skønhedsskær over sig. Hvad der fortælles, har ikke Nærværelsens
Livagtighed og Haandgribelighed, vi ser det lidt fjærnt borte.
Dette lægger en vis mildnende Ro over alt; man gribes og rystes
ikke, men er hele Tiden i en jævn, vuggende Bevægethed. Og
Fjærnheden lægger perspektivisk Overskuelighed i Billedet. I
Virkeligheden gaar Livet snart for én med Sneglefjed i betydningsløs
Ensformighed og snart sammentrænger det i kort Tidsspand et
Virvar af afgørende Begivenheder; men i Erindringen skrumper
de første Tider sammen i et enkelt Fællesbillede, der kun tager
liden Plads, men de andre Dage svulmer op i alle deres Enkelt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
