Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
570
Aristokratisk Radikalisme.
kommer for Dagen i det hele tyske Tanke- og Følelsesliv, være
tilbøjelig til paa Forhaand at nægte Tyskland ensartet Kultar.
Betænkeligere bliver Forholdet for saadanne mindre Landes
Vedkommende, hvor Afhængigheden af Udlandet ikke sjældent har
været Afhængighed i anden Potens.
For Nietzsche er imidlertid dette Punkt forholdsvis mindre
vigtigt. Han er overbevist om, at de nationale Kulturers Time
slaar snart, da den Tid ikke kan være fjærn, hvor der overhovedet
kun er Tale om en europæisk eller europæisk-amerikansk Kultur
under ét. Han gaar ud fra den Kendsgerning, at de udviklede
Mennesker i alle Lande allerede nu føie sig som Europæere, som
Landsmænd, ja som Forbundsfæller, og fra den Tro, at allerede
det næste Aarhundrede maa bringe Krigen om Herredømmet
over Jorden.
Naar saa ud fra denne Krigs Resultat en bøjende og
knækkende Stormvind farer hen over alle de nationale
Forfængeligheder, hvad vil det da gælde om?
Det vil da, mener Nietzsche, ganske som de mest
fremragende Franskmænd i vore Dage, gælde om det til da er lykkedes
at optugte eller opdrætte en Art Kaste af fremragende Aander,
som kan gribe den centrale Magt.
Grundulykken er da ikke den, at et Land endnu ikke har
en ægte, ensartet og gennemført, Kultur; men den, at man tror
sig kultiveret. Og med Blikket rettet paa Tyskland spørger
Nietzsche, hvorledes det er gaaet til, at en saa uhyre Modsætning
kan forefindes som den mellem Manglen paa sand Kultur og den
selvtilfredse Tro paa netop at besidde den eneste sande — og
finder Svaret i den Omstændighed, at en Klasse af Mennesker er
kommen til Magten, som intet tidligere Aarhundrede har kendt,
den, han (i 1873) døbte med Navnet Dannelsesflistre.
Dannelsesfilisteren anser sin upersonlige Dannelse for den
egentlige Kultur; hvis han har hørt Tale om, at Kultur
forudsætter et ensartet Aandspræg, bestyrkes han i sin gode Mening
om sig selv, da han overalt finder dannede af sin egen Art, og
da alle Skoler, Højskoler og Kunstanstalter ere indrettede efter
hans Fornødenheder og det til hans Dannethed svarende Mønster.
Idet han saa at sige overalt møder den samme stiltiende Vedtægt
med Hensyn til Religion, Moral og Literatur, med Hensyn til
Ægteskab, Familie, Kommune og Ståt, synes det ham godtgjort,
at denne imponerende Ensartethed er Kultur. Han aner ikke, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
