Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
572
Aristokratisk Radikalisme.
som enkelte en Løkke om Halsen, og paa den anden Side af den
Enkelthedens Snævring, hvorigennem Hjorden blev dreven, ventede
Hjorden paany: én Hjord, én Hyrde.
Det er ikke for saaledes straks at opgive sin Personlighed
paany, at Ynglingen i vore Dage attraar at blive sig selv og søger
sig en Opdrager. Han vil ikke have sig et Dogme foremalt, i
hvilket han bør havne. Men han føler med Uro, at han er fyldt
med Dogmer. Hvorledes finde sig selv i sig selv, hvorledes
udgrave sig selv af sig selv? Det er dertil, Opdrageren skulde
hjælpe ham. En Opdrager kan kun være en Befrier.
En saadan befriende Opdrager søgte Nietzsche som Yngling
og fandt ham i Schopenhauer. En saadan finder enhver, der
søger derom, i den Personlighed, som under hans Udviklingstid
virker dybest frigørende paa ham. Nietzsche siger, at da han
havde læst den første Side af Schopenhauer, vidste han, at han
vilde læse hver Side af ham og lægge Mærke til hvert Ord, selv
til de Vildfarelser, han maatte finde. Enhver aandeligt stræbende
vil kunne nævne Mænd, hvem han har læst paa denne Maade.
Rigtignok blev der for Nietzsche som i Almindelighed for
den stræbende endnu et Skridt tilbage at gøre, det at befiri sig
fra Befrieren. Vi finde i hans ældste Skrifter visse
Schopenhauerske Yndlingsudtryk, som siden ikke mere forekomme hos
ham. Men Frigørelsen er her en rolig Udvikling til
Selvstændighed, under hvilken den dybe Taknemmelighed bevares, ikke som
i Forholdet til Wagner et voldsomt Omslag, der bringer ham til
at fraskrive de Værker enhver Værdi, som tidligere vare ham de
værdifuldeste af alle.
Han priser hos Schopenhauer hans høje Ærlighed, ved
Siden af hvilken han kun kan stille Montaigne’s, hans Klarhed,
hans Bestandighed, hans renlige Forhold til Samfund og Ståt og
Statsreligion, der stikker saa stærkt af i Sammenligning med
Kant’s. Hos Schopenhauer aldrig en Indrømmelse, aldrig en Leflen.
Og Nietzsche studser ved den Omstændighed, at
Schopenhauer overhovedet holdt Livet ud i Tyskland. En nyere
Englænder har sagt: »Shelley vilde ikke have kunnet leve i England,
og et Kuld af Shelley’er vilde have været umuligt.« Den Art
Aander blive tidligt knækkede, saa melankolske, saa syge eller
sindssyge. Dannelsesfilistrenes Samfund gør de ualmindelige
Mennesker Livet surt. Der er Eksempler i flokkevis fra alle
Landes Literatur, og Kontraprøven gøres stadigt. Man behøver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
