Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
575 Aristokratisk Radikalisme.
han har været om det samme. Han siger f. Eks: »Det eneste
fornuftige er og bliver en Regering af Mandariner, forudsat, at
Mandarinerne kan noget, eller rettere kan meget____Der ligger
ringe Vægt paa om flere eller færre Bønder kunne læse og ikke høre
deres Præst, men det er uendeligt vigtigt, at mange Mennesker
som Renan og Littré kunne leve og blive hørte. Vor Frelse ligger
nu i et virkeligt Aristokrati«Saa vel Renan som Flaubert vilde
underskrive Nietzsches Grundforestilling, at et Folk vil sige den
Omvej, Naturen gaar for at frembringe en halv Snes store Mænd.
Dog skøndt denne Grundtanke ikke fattes Talsmænd, skal
det ikke dermed være sagt, at den er herskende i europæisk
Filosofi. I Tyskland tænker f. Eks. Eduard von Hartmann saare
forskelligt om Historiens Formaal. Hans trykte Udtalelser om
dette Spørgsmaal ere bekendte. I en Samtale antydede han en
Dag, hvorledes hans Idé havde dannet sig i hans Sind: »Tidligt«,
sagde ban, »var det mig klart, at Historien eller med et større
Udtryk Verdensprocessen maatte have et Maal, og at dette Maal
kun kunde være negativt. En Guldalder er jo tor dumt ét
Hjæraespind.« Deraf hans Fantasier om en af de bedst begavede
Mennesker frivilligt bidført Verdensundergang. Og i Sammenhæng
dermed staar hans Lære om, at Menneskeheden nu synes indtraadt
i Mandsalderen, altsaa ude over det Udviklingstrin, hvor Genier
vare nødvendige.
Overfor al denne Tale om Verdensprocessen, hvis Maal er
Tilintetgørelse eller Forløsning, selve den lidende Guddoms
Forløsning fra Eksistensen, staar Nietzsche meget ædru og rationel
med sin simple Tro til at Menneskehedens Maal ikke er et i det
uendelige udskudt, men maa ligge i dens højeste Eksemplarer.
Og hermed har han naaet sin endelige Besvarelse af
Spørgsmaalet: Hvad er Kultur? Ti paa hint Forhold beror Kulturens
Grundtanke og de Pligter, den paalægger. Den paalægger mig
den Pligt selvvirksomt at stille mig i Forhold til de store
Menneske-Idealer. Dens Grundtanke er denne: den tildeler hver enkelt, der
vil arbejde for den og delagtiggøres i den, den Opgave: i sig og
udenfor sig at arbejde paa Frembringelse af Tænkeren og
Kunstneren, af Sandhedselskeren og Skønhedselskeren, af den rene og
gode Personligbed, og derved arbejde hen til Naturens Fuldendelse,
hen imod Maalet: fuldendt Natur.
’) Flaubert: Lettres å George Sand. S. 139 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
