Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
587 Aristokratisk Radikalisme.
andre. Selv suge de Gift af alt, af deres svage Ævner som af
deres smaa Kaar og leve i. en stadig Trang til Hævn paa dem,
i hvis Væsen de ane Harmoni. Altid føre slige Mennesker
Moral-ordene i Munden, den hele Janitscharmusik: Sædelighed, Alvor,
Kyskhed, Livskrav; altid raser i deres Hjærte Misundelsen over
dem, der ere naaede til Ligevægt og som derfor kunne nyde.
Aartusender igennem var Sædelighed: Lydighed mod det
som var Sæd, Ærefrygt for nedarvede Sædvaner. Det frie,
originale Menneske var usædeligt fordi det brød med Overleveringen,
for hvilken de andre nærede en overtroisk Frygt. Hyppigst ansaa
det sig selv derfor, blev selv grebet af den Gysen, det vakte.
Ubevidst udarbejdedes da en saadan Sædvane-Sædelighedens
Folkemoral af alle dem, der hørte til Stammen, idet man stadigt fandt
nye Eksempler og Beviser paa at det paastaaede Forhold mellem
Skyld og Straf fandt Sted: Bærer man sig saadan og saadan ad,
gaar det en galt. — Da det nu hyppigt gaar en galt, blev
Paa-standen stadigt bekræftet, og saaledes styrkedes Folkemoralen, en
Skinvidenskab af Folkemedicinens Rang.
Sæd og Skik repræsenterede tidligere Slægters Erfaringer
angaaende det formentligt nyttige og skadelige; men Følelsen for
det sædelige har intet Forhold til disse Erfaringer som saadanne,
men til deres Alder, Ærværdighed og dermed følgende Ubestridelighed.
Under den Krigstilstand, hvori en fra alle Sider truet
Stamme i Oldtiden levede, var under den strængeste
Sædvanesædeligheds Herredømme ingen Nydelse større end Grusomhed.
Grusomhed hører til Menneskehedens ældste Festglæder og
Sejers-glæder. Man tænkte sig’ ogsaa Guderne kvægede og festligt
stemte, naar man bød dem Synet af Grusomheder — og saaledes
indsneg den Forestilling sig i Verden at ogsaa frivilligt Selvplageri,
Spægelse, Askese er af stor Værdi, ikke som Optugtelse men som
sød Lugt i Herrens Næse.
Kristendommen har som Oldtidsreligion uafbrudt anvendt
og prædiket Sjælekval. Man tænke sig den middelalderlige Kristens
Tilstand, naar han formodede, at han ikke mere kunde slippe for
den evige Kval. — Eros og Afrodite vare i hans Forestilling Helvedes
Magter, og Døden blev Rædsel.
Paa Grusomhedsmoralen er Medlidenhedsmoralen fulgt.
Medlidenheden prises som uegoistisk, saaledes f. Eks. og især af
Schopenhauer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
