Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
591 Aristokratisk Radikalisme.
Til den fornemme Værdsættelse god — slet (slet = værdiløs),
svarer Slavemoralens Modsætning god — ond. Og hvem er de
onde for denne de undertryktes Moral? Netop de samme, som
for den anden Moral var de gode.
Man læse de islandske Sagaer og fordybe sig i de gamle
Nordboers Moral, stille saa imod den Klagerne over Vikingernes
Ugerninger. Og man vil se, at disse Aristokrater, hvis
Sædelighed i mange Maader stod højt, overfor deres Fjender ikke var
bedre end løsslupne Rovdyr. De sloge ned paa Beboerne af de
kristne Landes Kyster som Ørne paa Lam. Man kan sige de
fulgte et Ørne-Ideal. Men man vil da heller ikke undres over, at
de, som vare udsatte for disse frygtelige Overgreb, flokkedes om
et ganske modsat moralsk Ideal, nemlig Lammet.
I tredje Kapitel af sin Nytte-Moral forsøger Stuart Mill at
vise, hvorledes Retfærdighedsfølelsen har udviklet sig af den
dyriske Attraa efter at gengælde en Skade eller et Tab. I en
Afhandling om »den transscendente Tilfredsstillelse af
Hævnfølelsen« (Tillæg til første Udgave af Werth des Lebens) har Eugen
Dühring efter ham søgt at bygge den hele Strafferetslære paa
Gengældelse3driften. I sin Phänomenologie har Ed. v. Hartmann
paavist, hvorledes denne Drift strængt taget altid kun medfører
en ny Lidelse, en ny Krænkelse for at vinde en udvortes
Oprejsning for den gamle, saa Gengældelsesprincipet aldrig kan
blive noget sædeligt Princip.
Nietzsche gør et voldsomt, lidenskabeligt Forsøg paa at
tilbageføre Hovedsummen af falsk moderne Moral ikke til
Gen-gældelsesdriften eller Hævnfølelsen i Almindelighed, men til den
snævrere Form deraf som Nag, Misundelse, Rancune udgør. For
ham er hvad han har kaldt Slavemoral den rene Nagmoral. Og
denne Nagmoral har stemplet alle Idealer om: Afmagten, som
ikke gengælder, blev Godhed; den ængstelige Lavhed blev
Ydmyghed; Underkastelse under den, man frygter, blev Lydighed; det
ikke at kunne hævne sig blev: ikke at ville hævne sig, blev
Tilgivelse, blev Kærlighed til Fjender. Ynkværdigheden blev en
Udmærkelse, en Distinktion; Gud tugter den, han elsker. Eller
den blev en Forberedelse, en Prøvelse, en Skole, endda mere:
Noget, der engang skal opvejes med Renter, tilbagebetales som
Salighed. Og man hørte de værste Kælderdyr, som svulmede af
Had og Nag, sige: vi gode, vi ere de retfærdige. De hadede ikke
deres Fjender — de hadede Uretten, Ugudeligheden. Hvad de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
