Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594 Aristokratisk Radikalisme.
Retfærdighedsfølelse samt i Afsnittet om Hævnens Afkøbning o:
Udjævning ved Bøder, finde de historiske Data samlede.
Andre Tænkere end Nietzsche (saaledes E. v. Hartmann og
Rée) have bestridt den Opfattelse, at Retfærdighedens Idé skulde
oprinde af en Hævngærrighedstilstand, og Nietzsche har næppe
bragt noget nyt, overbevisende Argument for Dagen, men det for
ham som Skribent ejendommelige er det Overmaal af personlig
Lidenskab, hvormed han protesterer mod denne Tanke,
øjensynligt af den Grund, at den ligger den moderne demokratiske
Tankegang nær.
I mangt et moderne Krav paa Retfærdighed klinger en Tone
af plebejisk Nag og Misundelse med. Uvilkaarligt har mangen
moderne Videnskabsmand af borgerlig eller smaaborgerlig
Afstamning set noget større og værdifuldere end rimeligt var i de
Tilbageslagets Sindsbevægelser, som findes hos længe undertrykte:
Had og Avind, Nag og Hævntørst.
Nietzsche sysselsætter sig ikke et Øjeblik med den Tilstand,
i hvilken Hævnen fungerer som eneste Strafferet; ti Blodhævnen
er jo ikke et Udslag af Trællehadet mod Herren, men af
Æres-forestillinger mellem jævnbyrdige. Han dvæler udelukkende ved
Modsætningen mellem en herskende og en trællende Kaste og
nærer en stadigt paany frembrydende Forbitrelse mod Teorier,
der have gjort dem blandt de nulevende, der sympatisere med
Fremskridtet, overbærende mod de plebejiske Instinkter og til
Gengæld mistænksomme eller fjendtligt sindede mod
Hersker-aanderne. Hans rent personlige Ejendommelighed, det ufilosofiske
og temperamentsbestemte hos ham, røber sig imidlertid i det Træk,
at medens han kun har Haan og Foragt for den undertrykte
Klasse eller Race, for dens Bancune og den af det indeklemte Nag
udspringende Slavemoral, svælger han formelig i den herskende
Kastes Magtglæde, i den Atmosfære af Sundhed, Frihed,
Aabenhed, Sanddruhed, hvori den lever. Dens Overgreb forsvarer eller
undskylder han. Det Billed, den danner sig af Slavekasten, er for
ham langtfra saa falsk, som det, denne former sig af Herrernes Kaste.
End ikke om virkelig Uretfærdighed, begaaet af denne Kaste,
kan der for Alvor være Tale. Ti i og for sig gives der ikke Ret
og Uret. I og for sig er en Tilføjelse af Skade, en Overvælden,
Udnytten, Tilintetgøren ikke Uret, kan ikke være det, da Livet
i sit Væsen, i sine Grundfunktioner kun er Overvælden, Udnytten,
Tilintetgøren. Retstilstande kunne aldrig være andet end Undtagelses-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
