Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
597 Aristokratisk Radikalisme.
sance have hævet sig til en saadan Højde af Geni. For alle
Fremskridt, der lode sig udføre i hine Dage, var hans Liv en
Borgen. Brutus’s Væsen var Doktrin, hans Særkende den
Indskrænkethed, der vil tilbageføre døde Tilstande og som ser
Varsler om et Kald i et Navns Tilfældighed. Hans Stil var tør
og anstrængt, hans Sind ufrugtbart. Hans Last var Havesyge,
Aager hans Lyst. For ham var Provinserne retløse Erobringer.
Han lod fem Senatorer i Salamin sulte ihjel, da Byen ikke
kunde betale. Og dette golde Hoved er paa Grund af et
Dolkestød, som intet udrettede og intet forhindrede af hvad det skulde
forhindre, blevet en Slags Frihedens Genius, blot fordi man
ikke har forstaaet hvad den stærkeste, rigeste, adeligste Naturs
Udrustelse med den højeste Magtfylde betyder.
Det vil ud fra det tidligere let forstaas, at Nietzsche udleder
Betfærdigheden helt af de aktive Sindsbevægelser, da
Tilbageslagsfølelserne hos ham altid ere låve. Ved dette Punkt har han
imidlertid ikke dvælet. De ældre havde i Gengældelsesdriften set
Oprindelsen til Straffen. Stuart Mill havde i sin Nyttemoral
udledet Retfærdigheden af den allerede oprettede Straffebestemmelse
(ju8tum af jtissum), der var Sikkerhedsforholdsregel, ikke
Gengældelse. Bée havde i sin Bog om Samvittighedens Oprindelse
forsvaret den beslægtede Sætning, at Straffen ikke er en Følge af
Retfærdighedsfølelsen, men Retfærdighedsfølelsen en Følge af
Straffen. De engelske Filosofer i Almindelighed udlede den onde
Samvittighed af Straffen. Dens Værdi skal være den at vække
Folelsen af Brøde hos den skyldige.
Herimod protesterer Nietzsche. Han hævder, at Straffen
kun hærder og kølner Mennesket, ja at Forbryderen ved selve
Retshandlingen imod ham hindres i at betragte sin Færd som
forkastelig; ti han ser nøjagtigt samme Art Handlinger som de,
han har begaaet, Spioneri, Læggen-Fælder, OverUsten, Tilføjelse
af Pinsler udøvede imod ham i Justitsens Tjæneste og da
godkendte. I lange Tider tog man da slet ikke heller Hensyn til
Forbryderens Synd, betragtede ham som skadelig, ikke som
skyldig, saa paa ham som paa et Stykke Skæbne, og Forbryderen
paa sin Side tog Straffen som et Stykke Skæbne, der styrtede
ned over ham, bar den med samme Fatalisme, hvormed Russerne
lide den Dag i Dag. I Almindelighed kan man sige, at Straffen
tæmmer Mennesket, den forbedrer det ikke.
Tilskueren. 18». 40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
