Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
599 Aristokratisk Radikalisme.
Universalgud bragte et Maksimum af Skyldfølelse til Udbrud.
Først i vore Dage spores en kendelig Aftagen af denne
Skyldfølelse; men hvor Syndsbevidstheden naar sit Højdepunkt, der
har den onde Samvittighed ædt om sig som en Kræft, saa
Følelsen af det umulige i at gøre Fyldest for Skylden, for
Synderne, er eneraadende og Tanken om evig Straf forener sig med
den. Stamfaderen (Adam) tænkes nu ramt af en Forbandelse,
Synden er Arvesynd. Ja ind i selve Naturen, af hvis Skød
Mennesket udgaar, lægges det onde Princip; den er forbandet,
for-djævlet — indtil vi staa foran den paradokse Udvej, i hvilken
den martrede Menneskehed henved et Par tusend Aar har fundet
Trøst: Gud ofrer sig for Menneskets Skyld, gør sig betalt i sit
eget Kød og Blod.
Det, som her er sket, er, at Grusomhedsdriften, der er
slaaet ind, er bleven til Selvpineri, og alle de dyrisk-menneskelige
Instinkter omfortolkede som Skyld imod Gud. Ethvert Nej,
Mennesket siger til sin Natur, sit virkelige Væsen, slynger det ud af
sig som et Ja, en Virkelighedserklæring, gældende Gudens
Hellighed, hans Dommervæsen, og dernæst Evighed, Hinsides, Kval uden
Ende, evig Helvedstraf.
For ret at forstaa de asketiske Idealers Opstaaen maa man
desuden betænke, at de ældste Slægter af aandige og
kontemplative Naturer levede under et frygteligt Tryk af Ringeagt fra
Jægernes og Drabsmændenes Side. Det ukrigerske hos dem var
foragteligt. De havde intet andet Middel til at begaa sig end det
at fremkalde Frygt. Det kunde de kun gøre ved Grusomhed mod
sig selv, Spægelse, Selvtugt under Eremitliv. Som Præster,
Spaa-mænd, Troldmænd sloge de da Masserne med overtroisk Rædsel.
Den asketiske Præst er den stygge Larve, af hvilken den sunde
Tænker har udviklet sig. Ved hans Herredømme blev vor Jord
den asketiske Klode: en Ravnekrog i Himmelrummet, beboet af
misfornøjede og hovmodige Skabninger, der væmmedes ved Livet,
afskyede deres Planet som en Jammerdal, og som opfyldte af Nid
og Nag mod Skønhed og Glæde tilføjede sig selv saa meget ondt
som muligt.
Alligevel er naturligvis den Selvmodsigelse, vi finde i
Askesen: Livet anvendt mod Livet kun tilsyneladende. I
Virkeligheden svarer det asketiske Ideal til et hensygnende Livs dybe
Hang og Trang til Pleje og Lægedom. Det er et Ideal, som tyder
paa Svækkelse og Træthed; ogsaa ved Hjælp af det kæmper Livet
40*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
