Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
611 Aristokratisk Radikalisme.
private Liv. Man kan hos disse tyske Skribenter i al
Almindelighed paaskønne, at de have Blik for den dybe Modsætning og
stadige Krig mellem Kønnene, som Stuart Mill ikke saa og ikke
forstod. Men dog er den Uretfærdighed mod Manden og den
noget flade Billighed mod Kvinden, hvori Mill’s beundringsværdige
Frigørelsesforsøg undertiden løber ud, langt at foretrække for
Nietzsches brutale Ubillighed, der hævder, at vi i vor
Behandling af Kvinden bør vende tilbage til »det gamle Asiens uhyre
Fornuft.«
I sin Kamp mod Pessimismen har Nietzsche endelig til
Forgænger Eugen Dühring (se især dennes Der Werth des Lebens),
og denne Omstændighed synes at have indgydt ham en saadan
Uvilje, ja Forbitrelse, at han i en undertiden dulgt, undertiden
aaben Polemik, stempler denne som sin Abe. Dühring er ham
en Gru som Plebejeren, som Antisemiten, som Hævnapostelen,
som Englændernes og Comte’s Discipel; men Nietzsche har intet
Ord tilovers for det meget betydelige hos Dühring, der ikke gaar
op i Bestemmelser som disse. Man forstaar imidlertid ret vel,
naar man betænker Nietzsches egen Skæbne, at Dühring, den
blinde Mand, den ignorerede Tænker, der ser ned paa de officielle
Videnskabsmænd, den udenfor Universiteterne lærende Filosof, der
til Trods for at Livet saa lidet har forkælet ham, højlydt bekender
sin Kærlighed til Livet — staar for Nietzsche som hans egen
Karikatur. Der var imidlertid ikke derfor nogen Grund for ham
til nu og da at anslaa den Dühringske Skældetone. Men det
maa tilstaas: Saa gærne Nietzsche end vil være hvad han i øvrigt
er: en polsk Szlachziz, en europæisk Verdensmand og
kosmopolitisk Tænker, i ét Punkt er og bliver han den tyske Professor:
i den plumpe Skælden, hvori det ubeherskede Had til Rivaler
giver sig Luft, og han har jo egentlig som tysk moderne Filosof
ingen andre Rivaler haft end Hartmann og Dühring.
Forunderligt er det, at denne Mand, der bar lært saa
uendeligt meget af franske Moralister og Psykologer som La
Rochefoucauld, Chamfort og Stendhal, kun har kunnet tilegne sig
saa lidet af Beherskelsen i deres Form. Han har ikke været
underkastet den Tvang, som den literære Tone i Frankrig
paalægger enhver med Hensyn til Omtale og Fremstilling af sin
egen Person. Længe synes han at have kæmpet for at finde sig
selv og helt at blive sig selv. For at finde sig krøb han ind i
sin Ensomhed som Zarathustra i sin Hule. Da det lykkedes ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
