Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
Tilbage, ind i Værelset. Mit Uhr laa paa Bordet. Det viste
7 Minuter i Tolv. Jeg bøjede mig over det . . . jo, det dikkede;
det gik. Jeg greb det og ståk det i Lommen. Det var lige som
om jeg vilde skjule det for nogen — skjule Tiden for nogen. Jeg
rev min Paletot til mig fra Knagen bag Skabet, tog min Hat, min
Stok med den spanskrørsomspundne Blyknap; — jeg syntes, at jeg
behøvede et Vaaben, jeg vidste ikke mod hvad; — jeg ilede ned
ad Gangen og Trapperne, havde nær revet Pigen overende, hørte
ikke, hvad hun sagde eller spurgte om, ud ad Gadedøren, ud paa
Vejen, der fører fra Forstadens Villakvarter ind til Byen.
Var jeg gal? Lige meget hvad jeg var: frisk Luft maatte
jeg have. Et Øjeblik stod det for mig, som om jeg maatte se at
faa fat paa Skikkelsen. Naar jeg blot kom hastig nok om Hjørnet,
saa kunde jeg maaske endnu naa’ ham og udspørge ham......
hvem ? Jeg standsede, gav mig til at le, fik atter hin
Kuldefornemmelse tilbage. Og løb videre.
Fra Kørevejen drejede jeg ind i Parken, i den offenlige
Have, hvor Græsset begyndte at spire, hvor Træerne stod med
brune, svedende Knopper i det grelle Sollys, og hvor Vinden kom
skarp hen ad de hvide, gruslagte Gange, hvirvlende vissent Løv
fra sidste Høst foran sig.
Jeg lod mig plumpe ned paa en Bænk, skød Hatteskyggen
op fra Panden, lod Solen skinne mig ret ind i Øjnene, indtil der
dansede lutter smaa Infusoriedyr, mikroskopiske Haletudser, for
mit blændede Blik. Smærten, som foraarsagedes mit Syn, gengav
mig atter Hvile, Besindelse. Det var Nonsens det hele!
Der gik Koner, midaldrende og ældre, langs Gangene og
over Græsplænerne. Med lange River glattede de Gruset eller rev
det visne Løv bort fra Græsset og fra Foden af de smaa Buske,
at de grønnende Spirer kunde fange Sol og trives. Jeg sad og
saa’ paa dette mekaniske Arbejde; ønskede mig i mit stille Sind,
at jeg havde en saadan paalagt Gerning at udføre, og gav gærne
Digteriet, Kompositioner, hele det aandelige Arbejde Pokkeren ...
ti vi bliver saa nervøse, saa nervøse derved. Og naar alt kommer
til alt, saa er det simpleste, det mest dagligdags Arbejde af lige
saa stor Betydning i Naturens Husholdning som det aandelige —
da det dog kun er det allerfineste af det aandelige Arbejde, som
overlever en Periodes, en Smags, en Modes korte Foraar. Ja! jeg
vilde bryde op med hele Teltet der hjemme. Ud paa Landet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
