Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
622
Den sidste Dag.
Ja, hvorhen? Jeg opgav Gade og Husnummer — min
bedste Vens Adresse. Vi rullede af Sted.
Hvem søger man, i saadant Tilfælde, andre end netop sine
bedste Venner. Og man har snart sigtet og trukket fra; der bliver
en tilbage, den enkelte, den trofaste, den paalidelige.
Jeg lod Vognen blive holdende nedenunder og steg op.
Han boede højt. Det gør i Reglen den ene, den enkelte Ven.
For hver Trappeafsats standsede jeg. Bestandig var det, som om
Blylodder tyngede Fødderne. Jeg tænkte: Skulde du ikke heller
— langt naturligere — skynde dig hjem, betro dig til din Kone,
samle Børnene om dig, tage Afsked ... ?
Nej, jeg kunde ikke. Hvis det blot var en forbigaaende
sygelig Eksaltation — hvorfor saa gøre dem angest? Med en Ven
snakker man bedre. Han hører roligere paa én. Muligvis vil
man ogsaa betro ham et og andet, der har ligget længe gemt,
og som ved denne Lejlighed kommer frem — og som man mindst
af alle vil gaa til sin Hustru med! Muligvis!
Jeg kunde ikke; jeg vilde ikke; jeg blev mere og mere
urolig, pirrelig, heftig ved den Tanke, at jeg retteligen burde...
Saa ringede jeg paa.
Pigen lukkede op. Herren var ikke hjemme.
Hun maatte kunne se paa mit Ansigt, hvor stor Skuffelsen
var. Jeg blev staaende, uvis, lidende, næsten med Rædsel for
atter at ty til Droschen. Saa faldt det mig ind: han arbejdede
jo ogsaa som jeg —; han plejede at være hjemme paa denne Tid,
men havde maaske givet sine Ordrer til ikke at forstyrres... Det
var en ny Pige, et fremmed Ansigt for mig; jeg en fremmed for
hende. Jeg nævnede endnu en Gang mit Navn og bad hende
indstændigt se efter, om Herren ikke alligevel var hjemme. Det var
en meget vigtig Sag, jeg vilde tale med ham om — jeg havde
ikke Tid at komme igen; jeg skulde absolut tale med ham!
Hun gik, og kom hovedrystende tilbage.
Men jeg havde spidset Øren. Jeg trode i hvert Fald sikkert
at have hørt hans Stemme — nogle Ord fra ham inde i hans
Værelse, da hun nævnede mit Navn.
Altsaa, han vilde ikke tage imod mig!
Sagde De mit Navn? spurgte jeg Pigen.
Jo jeg gjorde ... nej det vil sige .. . Herren er virkelig
gaaet ud! svarede hun studst, ærgrende sig over Fælden, hvori
hun var gaaet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>