Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
626
Den sidste Dag.
se paa ham ... og stod, stadig i en Døs, paa Trappeafsatsen ved
anden Sal.
Hvor længe var dette siden? ...
Jeg vidste knap, hvad jeg vilde her. Jeg havde ringet og
rakt mit Kort frem. En Pige tog imod det, kom straks tilbage,
aabnede en Dør og bad mig vente — Herren sad til Bords, men
vilde øjeblikkeligt være til min Tjæneste! ...
Til min Tjæneste! Min Fjende vilde være til min Tjæneste!
Jeg saa’ paa Møblerne, paa Malerierne — paa en Radering,
som jeg tydeligt mindedes fra sidst — og jeg erindrede levende
Situationen — adskillige Aar tilbage ... vi havde spøget over
den Gang fælles Modstandere — lagt en Plan til fælles Optræden i
et literært Anliggende ... saadan havde han gaaet op og ned
ad Gulvet, drejet sig rask paa sin vante Maade, strøget sit tætte
mørkeblonde Haar fra Panden, fikseret mig skarpt med sine livlige,
lidt stikkende Øjne — og paalagt mig Resoluthed — slaa til! —
uden Skaansel — Sejeren er vor! ...
Sejeren? Den var hverken bleven vor eller deres! Aarene
var gaaede — Tiden havde sneglet sig af Sted eller skyndt sig...
alle var spredte — hver levede for sig — enhver søgte vel det
rette ad sin Vej — Kulturens Bane er endeløs — kun i den hede
Ungdom tror vi om os selv, at vi i en givet Stund ere kaldede
til at afpæle Grænser og afstikke Linjer! . . . Saa ryster Træet
en skønne Dag sit Løv — og dér ligger Banebryder og
Grænsevogter ... Løv, Løv, vissent Løv! ...
Det var en pinefuld Venten, disse faa Minuter. Dobbelt
pinefuld, fordi jeg ikke mægtede at klare mig, hvad jeg vilde —
hvordan fremstille — hvorledes sige ... ? Den blytunge Døs laa
over mig — og jeg havde lige sat mig, med Søsygens
Fornemmelser i Anmarsch, da han stod foran mig og saa’ mig spørgende
ind i Ansigtet.
Han var bleven gammel — graanet under Arbejde,
Tænkning, Skuffelser. Tiden slider ubarmhjærtigt paa os — og særligt
denne Tid maaske. Jeg var overrasket ved Forandringen — her
i hans umiddelbare Nærhed og efter saa lang Adskillelse. Han
syntes at mærke det og han smilede — tungsindigt; maaske gjorde
han ved sig selv en lignende Iagttagelse. Øjnene fikserede mig
skarpt — de var mest uforandrede ... og Stemmen var ogsaa den
kendte, da han med nogen Utaalmodighed sagde: De har søgt
mig? . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
