Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
Jeg maatte til at tale. Hvad jeg sagde, havde jeg selv kun
en vag Forestilling om. Men jeg talte endda ikke saa kort — og
Øjnene vedblev at stirre paa mig — først noget overraskede —
derpaa ligesom lukkede over en Tanke, der syntes at paatrænge
sig ham — dæmrende — mere og mere tydeligt tilkendegivet ...
indtil der kom som en tør Glød og Glans i Øjet. Var det Spot
— overlegen Ringeagt? Jeg stod lige overfor ham og tog Vejret
dybt. Der var ikke den fjærneste Vrede i mig, kun dyb
Medlidenhed, med ham, med mig selv, med alle os Løv paa Livets
Træ — saa ynkeligt, som vi af Ynkeligheder holdes fjærnede fra
hverandre, indtil vi rystes ned ... og jeg rakte Haanden frem,
idet jeg bevæget mumlede, at »ingen af os dog vidste, hvor naar
Timen til Adskillelsen kom — den uigenkaldelige — og at jeg
havde følt mig opfordret til at søge ham og sige ham et godt
Ord — inden det maaske blev for sent!«
Han tog nølende imod min Haand, som han lod glide
igennem sine Fingre uden at besvare mit Tryk.
Og han saa’ paa mig ...
Der var ingen Tvivl derom — disse levende Øjne, lysende
af overlegen, agtpaagivende Intelligens, sagde til den fordums
Staldbroder og Medarbejder:
Hvad stikker der under? Hvad vil han bruge mig til? Jeg
tror ham ikke! —
Saa slåp jeg Haanden. Jeg bukkede. Jeg gik til Døren.
Det stemmede for mit Bryst; det ståk mig i Halsen — jeg vilde
endnu sige et Ord ... han saa’ ufravendt ned paa Gulvet, paa en
Bastmaatte i pompejansk Farvemønster med den bekendte Hund i
Lænke og Inskriptionen: cave canem!
Ogsaa den Maatte huskede jeg. Vi havde tit smilet i
Fællesskab over den, naar jeg sagde Farvel.
Saa gik jeg uden Farvel.
Ud paa Gaden, ned ad Gaden. Det hele var mig
ligegyldigt — Huse — Fodgængere — Køretøjer ... det forekom mig,
at de Ting, som stod fast, var lige saa overflødige og
betydningsløse, som de, der bevægede sig. Altsammen havde intet Maal.
Var jeg kommen midt ud i et Jordskælv, jeg tror at jeg i min
Sindstilstand var gaaet til Grunde uden at kny, uden Rædsel,
apatisk som en Mur, som et Stykke Bohave.
Jeg standsede udenfor en af Kirkerne i den ældre Del af
Byen. Tre, fire Rækker af Kareter med Tresse-Kuske paa Bukkene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
