Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
heri. Jeg sad og tænkte derpaa, idet jeg underkastede mig
Handlingen som en Lidelse. En Kirkebetjænt betragtede lidt prøvende
min lysegraa Paletot — og fik mig trykket ind i et Stolestade.
Man gjorde trevent Plads for mig — det trevne synes at være
Sorgens Mærke ved vore Begravelser. Indeklemt mellem sorte
Hatte, sorte Handsker, sorte Mennesker, sad jeg dér med en paa
glittet Velin trykt Sørge-Sang i Haanden. Jeg læste Ordene: »Lær
mig, o Skov« ... kom til at tænke paa Digtekunst, Literatur, paa
en Sørgesang, jeg en Gang selv havde skrevet og som nu forekom
mig saa — saa rutinéret, at jeg dukkede mig.
De træder paa min Hat! hviskede min Sidemand forkølet.
Jeg hviskede en Undskyldning — og følte mig elendig,
tilovers. Jeg saa’ op igennem Kirken — et af disse lutheranske
Protest-Rum . . . sagde jeg til mig selv ... en Foredragssal, et
Auditorium, hvor der akurat er blevet saa meget af den gamle
Renæssance-Religions Attributer tilbage, at man kan beklage
Frafaldet fra det, som ingen Gudsdyrkelse kan undvære: noget for
-Øjet ...
Og noget for Øret! tænkte jeg i det samme.
Præsten Numer To var traadt frem ved Kor-Trinene dér
langt oppe i Kirken foran den af Kransene helt skjulte Kiste, hvis
Blomsters gennemtrængende — altfor stærke — Lugt blandede sig
med Kirkerummets indelukkede Luft og Uddunstningerne af de
mange Gasblus og de mange Mennesker.
Den forrige Talers Ord havde ingen kunnet opfange — og
alle Hoveder var efterhaanden sænkede i en trykket, resigneret
Hvile. Ved den næste Talers første Ord: Guds Fred og Guds
Velsignelse! gik en Rejsning af Hovederne igennem Kirken —
man hørte hist en Sabelskede klirre, her faldt en Genstand paa
Gulvet. Nogle rømmede sig, Præsten ogsaa ... og jeg saa’ en
Uendelighed af Nakker for mig, alle ligesom dragne paa Snore,
Stolerække efter Stolerække — militære Nakker, uniformerede,
præstelige, civile ... Jeg kundé ikke, saa lidet oplagt jeg end
var til overfladiske Betragtninger, faa mig bort fra en taabelig
Vittighed i et Vittighedsblad — den lille Pige, der sidder i
Balkon-etagen og spørger pegende: Mo’r, skal alle de skaldede sidde nede
paa Gulvet? ...
Alle disse Nakker — saa godt som alle — var skaldede.
Jeg blev irriteret deraf — ækel derved. Hvor ofte havde
jeg ikke i Teatret haft det samme Syn for Øje? — hvordan stod
Tilskueren 1889. 49
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
