Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
det ... jeg rejste mig langsomt, fik Døren til Stolestadet forsigtigt
trykket op — og stod ude paa Gulvet nær ved Indgangen.
Nogle Hoveder drejede sig spørgende efter mig.
Kirke-betjænten kom svagt knirkende hen imod mig og spurgte, velvilligt
lavmælt, som jeg kun tror Klokkere og Gravere er i Stand til:
Fejler De noget?
Jeg stod dér stirrende paa ham. I dette Øjeblik mindedes
jeg, at jeg havde spillet L’hombre med ham i et Selskab . . .
hjemme hos ham selv ovenikøbet.
Nej! svarede jeg uden at vide, hvad jeg sagde. Derpaa
trykkede jeg hans Haand, uden at vide, hvad jeg gjorde, og
tilføjede: Tak for sidst!
Jeg vilde gaa ud. Saa hørte jeg lige ovenover mit Hoved
Orgelet præludere — og Korsangen begynde. Derpaa en
Solostemme. Jeg følte Taarerne i Færd med at strømme mig ned ad
Kinden. Noget ligesom løftede mig — svulmede med mig — bar
mig ... og atter trykkede det paa mig, som skulde jeg ligge
fladt under.
Jeg holdt Hatten for mit Ansigt og listede ud af Kirken.
Ikke saa snart mærkede jeg Dagslyset igen og fornam den
friske Luft over min Pande, førend Kirke, Begravelse, alt var som
taget bort. Jeg saa’ mig ganske forundret omkring, og hilste
utvungen paa en Bekendt, som spurgte:
Er det forbi? —
Straks! svarede jeg og skyndte mig bort.
Jeg passerede foran om Ligvognen. Den gjorde ikke det
fjærneste Indtryk paa mig. Kusken sad paa Bukken — med
Napoleonshatten paa Sned. Sangen der inde fra havde vækket ham
af hans Drøm, kunde man se. Solen skinnede ham ind i det
blussende Ansigt. Han sendte et Smil ud i den vide Verden og
lettede paa de runde Knæer i Sædet.
Hvad er det, som foraarsager Strømkæntringerne i
Menneskets Sind? Raade de Runer, hvem som vil og kan. Jeg yar
saa sikker som nogen paa, at jeg kun havde denne Eftermiddag
og Aften igen. Inde i Kirken var jeg bleven »bedrøvet indtil
Døden.« Her — ude paa Gaden — mellem de levende, vimsende
eller langsomt drivende Mennesker, følte jeg nu nærmest Lysten
til at »leve« — leve disse sidste Timer.
Ikke gaa hjem! Fremfor alt ikke det. Saa skulde jo Ad-
42»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
