Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
634
Den sidste Dag.
paa mig — syntes at undlade et Spørgsmaal, bestilte den samme
Mad, den samme Vin, som jeg ... og snart var vi i Samtale.
Jeg nød dette, at en anden talte — som havde noget at
tale, fortælle om. Jeg gled derved bort fra mig selv — fra den
Forestillingskreds, som holdt mig fast ... Han tilhørte det, man
kunde kalde Verden. Ked af at slide Stenene hjemme — efter at
have gjort den sidste Krig med — var han med en Kammerat
gaaet til Atlasbjærgene. Kammeraten var blevet dér — bag en
Sandhøj. Selv var han ikke idel Begejstring over ’Franskmændene;
han havde følt deres svageste Sider — den udprægede Egoisme —
paa Nærthold. Alligevel havde han, som ægte Nordbo og maaske
som udpræget Soldat, fundet sig vel iblandt dem. Det klang
igennem hans Sprog, uden at han affekterede en fremmed Udtale.
Bedst havde han dog fundet sig til rette blandt Kabylerne — dan,
han skulde bekæmpe. Han fremhævede deres Racemærke — som
det oprindelige Folk, der lever paa store, enkelte, udmærkede
Egenskaber — langt at foretrække for Araberen, end sige for
Tyrken! Jeg lyttede anspændt — og vi drak Vinen. Det var,
som om denne Mand — med Ørken- og Bjærgluft over sig — var
den eneste, der netop kunde komme her og rive mig løs fra det,
der laa som Sandstøv, som en Klippekæde, over mit Sind, min
Intelligens, min Forstand.
Fortæl blot — videre, videre! bad jeg, medens Kuverterne
blev skiftede og Vinflasken med. Du aner næppe selv, hvor du
er kommen mig vel til Pas — syg som jeg er!
Du syg? spurgte han smilende, saa at Arret over Kinden
lyste. Du er naturligvis bare overanstrengt — som alle her —
selv de, der ikke bestiller noget. Arbejd mindre! — rejs — tag
der over! Jeg skal give dig »Lejdebrev« med til en af mine
- mørke Venner ... da jeg dog ikke vil ha’ dig skudt af Vanvare.
Kuglerne sidder lidt løse dér i Patronerne — og Du har Familje,
lykkelige Menneske! . . .
Jeg tørte min Pande med Servietten: Familje! — kunde du
ønske dig den?
Jeg? Det er en anden Sag ... jeg er Soldat. Jeg maa
altid være beredt paa at møde den lange, tørre Mand i sin hvide
Natskjorte bag ethvert Klippepas. Du derimod . . .! Han lo og
tilføjede — Ja du kan skrive derom! ....
Jeg førte den mørkerøde Vin til Læberne og indsugede den
langsomt. Min Haand skælvede let .... og jeg saa Knokkel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
