Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
Jeg betalte, flk min Paletot paa, og gik ud paa Torvet —
ud i det store Himmelrum.
Man nævner Ordet og Begrebet Rus. Millioner har slæbt
dens Byrde, baaret dens Pris, segnet under dens Vægt, forbandet
dens Følger.
Jeg følte mig nærmest til Mode som den første Digter maa
have følt sig, da han i endnu uprofanerede Strofer anende søgte
at ramme netop Virkningen af den første maadeholdne Nydelse af
ædel Vin.
Jeg skred — i et saadant Tilfælde »skrider« man — tværs
igennem kølige Slagskygger og ud over grønliggyldent Lys.
Verden var mig en anden og ny.’ Det syntes mig, som om
noget majestætisk bar mig oppe — som var jeg først nu rigtig
udvokset, som laante først nu Fantasi, Intelligens, overlegen
Dømmekraft og overlegen Følelse mig deres Vinger.
Jeg maa have knejset ret paafaldende, medens jeg saaledes
skred frem gennem Byen. Jeg saå godt, at Folk saå paa mig,
som vilde de sige: Hvad bilder han sig ind? har han maaske
vundet i Lotteriet? men jeg saå ikke paa dem igen; de var mig
ligegyldige, fremmede Væsner — kunde for den Sags Skyld gærne
have været Maanebeboere. Dog ikke ligegyldige paa den bitre,
syge Maade, som ved Middagstiden, da jeg kørte gennem Gaderne.
Jeg var nærmest mildt-fornøjet med dem — blot de ikke
vilde hilse, standse, men lade mig uanfægtet fortsætte min ophøjet
drømmende Vej.
Og ligesom jeg under hele Maaltidet — medens jeg nød
Maden, drak Vinen og lyttede til Vennens Fortællinger — maaske
end ikke et eneste Øjeblik havde haft det forestaaende store Møde
ude af Tankerne: saaledes gik jeg ogsaa nu med rigelig Bevidsthed
det kommende Tidspunkt i Møde — næsten lykkelig ved Følelsen
af, at Enden nærmede sig, og uden nogen egenlig skærende
Smærte ved Tanken paa Adskillelsen fra alt, hvad jeg havde kært.
En ophøjet Vemod — en ikke ubehagelig heroisk
Fornemmelse — og paa Bunden deraf Mandens aldrig slumrende
Egenkærlighed: det skulde have en Ende, dette i Grunden
byrdefulde Liv, for mig!
Jeg vilde hjem. Nu kunde jeg tage Afsked.
Idet jeg passerede forbi et oplyst Uhr, saa jeg at Klokken
var over 8.
Altsaa gode tre Timer endnu! tænkte jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
