Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
Droschen holdt udenfor Gadedøren; en Dame steg ud —
vendte sig imod Vognen, hvorfra hun tog nogle smaa Pakker
— rakte Kuskens hans Betaling — og stod Ansigt til Ansigt
med mig.
Jeg var traadt et Skridt frem af Husets Slagskygge. Vognen
rullede hort — hun og jeg stod der, fastgroet ubevægelige. Det
øde Kvarter genlød endnu af Vognens fjærne Rumlen. Hun
aabnede Læberne; derpaa bøjede hun Hovedet, en af Pakkerne
gled ned paa Jorden, jeg tog den op, gav hende den og hviskede:
Tilgiv mig!
Hun svarede intet, saå ikke paa mig, gik det ene Skridt
forbi mig med sænket Hoved, aabnede Gadedøren — holdt den
et Sekund aaben for mig — og jeg gik ind, ydmyg som en
Soldat, der degraderes.
Hun steg langsomt foran mig op ad Trappen; jeg fulgte.
Ved den første Repos standsede hun — søgte efter sin Nøgle —
jeg hørte, hvorledes Papiret om Pakkerne knitrede og raslede
svagt ved hendes Bevægelser. Hun aabnede Entredøren og vendte
sig imod mig. Gennem det højtsiddende Trappevindu strømmede
Maanerefleks ned over os. Jeg saa ind i hendes blege, fine Træk
— hun søgte i mit Ansigt. Saa hviskede hun, men ligesom forbi
mig: Er De syg? Hvorfor har De gjort dette? Kan jeg gøre
noget for Dem? ... og Spørgsmaalet besvarede hun selv ved at
skubbe Entredøren helt op, træde ind ved min Side og lukke
efter, mig.
Og idet jeg kom ind i den forreste Stue — og saa gennem
den halvt tilsidetrukne Portiere ind i den næste Stue — saå dette
kendte, regelmæssigt ordnede Bohave — Viftepalmens mørke
Lancet imod Vinduets svømmende Maanedis — hist et Glimt af
Bogskabet, her et mat Skær af et Skilderi — idet denne
ugen-givelige Duft af en frisk, med Maade anvendt Parfume, som
ingen Parfume var, ligesom hilsende og forsikrende slog mig i
Møde — saa lod jeg mig brudt og træt, lammet i enhver
Viljes-ytring, falde ned paa den lille Sofa — og jeg hviskede:
Ja, jeg er syg — jeg skal rejse ... jeg vilde sige dig det
— jeg skal — bort!
Der var Maanedis i Vinduerne — mørke Skygger i Krogene
— Tavshed i Stuerne. Intet Uhr dikkede; ingen Vogn, intet
Fodtrin hørtes udenfor paa den brolagte Forstadsvej. Verden
syntes uddød her. Her var det, at Verden stod stille!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
