Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
Jeg erindrede, at jeg netop her, i en lykkelig Time, havde
brugt disse samme Ord. Nu hang min Haand slapt ud over
Armlænet. Jeg følte, at den blev taget af en anden Haand.
Hendes Skikkelse sad paa Gulvet foran mig, saadan som hun
plejede, naar jeg fortalte noget — naar jeg forvoldte hende og
mig selv de mange unødne Grublerier ved at revse den Verden,
hvis lykkeligste Individer vor Kærlighed kunde have udkaaret os
til at være.
Og jeg bøjede mit Hoved ned imod hende, og jeg saa
gennem Halvmørket hendes Øjne. Hvor var de bedrøvede! hvor
var de bedrøvede!
Jeg maa gaa nu, Alvilda! sagde jeg. Det var slet ikke
det, jeg vilde sagt; men nogle Ord maatte jeg have frem, om
ikke jeg vilde kvæles i den martrende Tavshed. Nu — nu om
lidt — mit Barn — min . . . min ... aa Gud! hvordan faar
jeg dog sagt, hvad jeg ikke kan sige? Og hvorfor kom jeg her
og gjorde dig endnu mere bedrøvet, end da vi skiltes!
Der var i Værelset en dæmpet Lyd, som ikke var Graad,
ikke Hulken — som maaske var selve Sjælen, der gisper efter
Luft. Og hun hviskede: Ja — De har sagt det rigtigt — dette er
for oprivende!
Hendes Kind laa mod mit Bryst; min Mund berørte hendes
bløde, let krusede Haar lige over Tindingen. Denne Duft!
Jeg lukkede Øjnene og trak mit Hoved tilbage; det stødte
"mod Væggen. Den forholdsvis ubetydelige Smærte gjorde mig et
Øjeblik godt ved at aflede Tankerne — men straks efter meddelte
den sig ligesom direkte til Hjærtet. Sorg, Raseri, stille lurende
Fortvivlelse og en usigelig ængstende Slaphedsfornemmelse kogte
rundt og drev af Sted der inde i min Væsensgaades hemmeligste
Aflukke. Man maa utvivlsomt kunne dø Døden flere Gange.
Hun hentede mig et Glas Vand. Jeg vædede Læberne,
men kunde intet faa ned. Giv mig et Shawl! et Tæppe! jeg
fryser! hviskede jeg. Aa, lad mig blot faa Lov at lukke Øjnene
ti Minuter! – bad jeg.
Har De Smærter? De er syg! Er der hændet Dem en
Ulykke — noget forfærdeligt? spurgte hun og dækkede mig til.
Det forfærdeligste! sagde jeg. Lægerne har sagt mig,
at jeg skal dø — snart — i Morgen ... om nogle Dage!
tilføjede jeg skaansomt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
