Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
Hun glattede med sin Haand hen over Shawlet, der
indhyllede mig. Kun en Kvindes Haand glatter saaledes. Jeg følte
intet mere; jeg faldt hen i en Døs, sov.
Hvor længe? Jeg tænkte, at det var nogle Minuter —
maaske et Kvarter. Da jeg slog Øjnene op, stod hun i mørk
Silhouet ved Vinduet. Det forekom mig, at Maanen havde flyttet
sig; den strejfede kun Karmen. Jeg kaldte hviskende: Kære!
Endnu før Ordet var udtalt, kom hun hen til mig, knælede
ned, tog min Haand: Betro Dem til mig — har De gjort noget,
som ingen anden maa vide? Men De vil maaske ikke sige mig
det. Ak, hvad kan jeg . . .? Hun slåp min Haand og brast i
en Graad, som øjeblikkelig standsede. Jeg lo højt.
Hun rejste sig. — Jeg kunde gennem Mørket se hendes
Øjne. Hun tænkte — der var ingen Tvivl derom — at jeg var
bleven gal.
Jeg rejste mig overende, sad virrende med Hovedet, tog
saa hendes Hænder, lagde dem over mine Øjne, drog hende
læmpeligt ned til mig og sagde: Alvilda, elsker du mig endnu?
Hun svarede ikke, rystede paa Hovedet, jeg følte, hvor
stærkt hendes Hjærte slog, og hvor Brystet hævede sig. Saa talte
jeg længe, uden at vide hvad jeg sagde. Forstanden kan maaske
forlade os paa et enkelt Punkt, og vi taler automatisk. Medens
jeg talte dæmpet, tænkte jeg næsten højt.
Jeg’ tænkte og mindedes. Et af disse ganske enkelte, for
ikke at bruge Ordet enestaaende Forhold, der vokser langsomt
ud af en tilfældig Situation — stiger uden at Kulminationen bliver
kendbar, brydes af en Tilfældighed, noget udenforstaaende — et
Begreb som Pligt, altfor overdreven Sensibilitet paa begge Sider,
maaske en Skræk for at naa Kulminationen og blive det va’r.
Eller af mange andre Grunde. Der er saa mange. Og jo
finere, ømmere Forholdet er, i jo større Nærhed ligger det, der
kan afbryde, opløse.
Opløse! Er der nogen Opløsning? — Døden!
Nu var Døden der. Jeg var ikke rokket i min
Overbevisning, at den ventede mig — snart — altfor snart — nedenfor
— udenfor — hjemme .... Aa, hele Angesten gennem Dagens
Spænding kom over mig her, netop her, hvor jeg havde været
lykkelig fremfor nogen . . . hvor jeg kunde blive lykkelig igen,
om jeg vilde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
