Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
Farvel! — for bestandig!
Jeg stod ude paa Vejen — hvordan jeg saa var kommet
der. Jeg lukkede Øjnene fast i . . . naar jeg atter aabnede dem,
vilde han være der. Men man venter ikke saadan som et
Slagtekvæg. Jeg ikke. Det forekom mig, at jeg havde handlet saa
uendeligt heroisk — givet Afkald paa det bedste. Nu kunde min
frygtelige Fjende jo møde mig!
Jeg fattede om Midten af min Stok med Blyknappen. Ingen var
der paa Vejen — Maanen stod højt og Husene saå nøgterne alvorlige
ud . . . jeg gik hastigt til: ved Omdrejningen der henne maatte
han lure! Mød mig! tag mig! sagde det inden i min Sjæl —
og denne Sjæl var varm ved hendes Afskedskys. Men mit Hoved
var blevet koldt; det spottede mig formelig: Du er i Feber —
det er det hele! Gaa raskt til — løb — faa dine Livsaander tit
at virke — og du vil naa hjem til din Gadedør, for at erkende,
at en Indbildning har besat dig og spildt denne hele lange Dag
for dig! —
Og som naar en Lærer siger til en Dreng: Gaa — løb!
saaledes gik, saaledes travede jeg — indtil jeg virkelig naaede
den lange, lige Færdselsvej, hvor ingen Vogne rullede, ingen
Spor-vejsheste klingrede.
Jeg tog Vejret dybt — raadførte mig atter med mit
Uhr . . . skulde jeg maaske allerede være ud over Grænsen —
de 7 Minuter i Midnat? Nej, Klokken var tre Kvarter paa tolv.
Mit Uhr var paalideligt nok. 8 Minuter havde jeg tilbage.
Saa kan jeg løbe fra ham! tænkte jeg. Er jeg først
hjemme, saa.....
Det var et saadant Pust fra noget Trygt, Tilforladeligt —
maaske det tilforladelige, der holder Samfundsmaskinen sammen
— som strømmede mig i Møde ved Tanken om min Gadedør
lukket bag mig — den lange Gang ind til blonde smaa Hoveder ...
jeg tænkte slet ikke paa Bestyrtelsen, man maatte have været i
— de ængstelige Bebrejdelser ... jeg tænkte: dér er det centrale!
Jeg løb. Ingen Fodgængere, der vendte sig. Ingen og
intet, der kunde genere mig og som jeg skulde genere mig for ...
Nu blot Sidevejen langs den låve, hvidkalkede Mur om
Forstads-kirkegaarden. Holla!
Jeg standsede, rodfæstet, rædselsslagen. Over Muren skrævede
disse leddede Knogler — den rustplettede Linnedkittel hængte fast,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
