Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: En dejlig Dag. Fortælling fra en Krog i Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og saa var hun kommen, lille, gemytlig og smilende og
hun havde nikket og hilst og talt og — kørte, i Generalens Vogn,
med »Truppene, de to Herrer og Adjunkten som Fjærdemand paa
Generalens Plads i Vognen.
Herren maa vide, hvordan han var kommen derind: Fru
Simonin havde kun lét og Herrerne af Truppen havde lét og Døren
var slaaet til paa det Etvøs’ske Uldtørklæde — Uldtørklæder af
Fru Etvøs’ Strikning var Familjen Etvøs’ hovedsagelige Værn mod
Vinteren, de indskrænkede sig mest til at beskytte Halsene —;
Generalen stod og saa lidt langt efter sin egen Vogn, han var
ikke naaet længer end til at gøre mange Dikkedarer foran Vogntrinet.
Saa under Køreturen var det vel sket eller da de skiltes.
Fru Simonin havde vel sagt det i sit Hjærtes Uskyldighed:
— Ja — saa spiser vi i Morgen hos Dem.
Hvad vidste hun, om hvem der var Hoved og hvem Hale
i Komitéen.
Hr. Etvøs stod endnu med Hatten i Haanden i Hotelparken
længe efter at Fru Simonin var kommen af Vognen og op. Han
vidste ikke rigtig, om han begreb:
— De vilde spise hos ham i Morgen.
— De vilde gøre ham den Ære at spise hos ham i Morgen.
Han kunde slet ikke fange nogen rigtig klare Forestillinger,
men han bare løb, hjemad, hjem til Adolfa — hjem for at faa
det sagt____for der var jo nok noget, noget tyngende ved Æren
ogsaa: Hr. Etvøs syntes rigtig han begyndte at blive saa hed,
mens han løb.
— Men Jakob, men Jakob, raabte Fruen, hun var endnu i
den Astrakans Stumpjakke og regerede med den mindste. Det
var saa svært for Fru Etvøs at komme baade i og af Tøjet; der
var altid noget at løbe om i Krogene eller en af deres ni, som
faldt og græd — til det sidste.
Etvøs bare satte sig saa haardt i en Stol. Han syntes
næsten, han blev endnu mere stakaandet nu herinde, hvor de otte
Rørstole stod og saa’ saa langt efter hinanden og Tapetet —
Etvøs saa’ det nu — var sat paa i saa mange klistrede Bider.
— Men Jakob, men Jakob — hva’ er ’et?
Fruen blev staaende med den mindste paa sin Arm.
— De spiser her i Morgen, sagde saa Etvøs som en Mand,
der opgiver det hele.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
