Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: En dejlig Dag. Fortælling fra en Krog i Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De kunde nok hverken laanes eller lejes.
— Mo’er, sagde Emmeline med sin eftertænksomme eller
ligesom hemmelighedsfulde Stemme — der var saa mange Ting,
som hun og Moderen var vant til at hviske om og som de andre
ikke skulde høre —:
— Hos Gerda’s i Klubben har de saa mange Kar.
Men Fru Etvøs hørte det ikke. Det var da ogsaa, som
skød i Aften alle Tanker frem i Forvirring, paa én Gang, glemte
og halvglemte og fra for længesiden. Hun tænkte paa den
Kron-bergske Tid, da de rejste ... Og hun tænkte paa Vinteren siden,
da hun og Etvøs de mødtes for første Gang, da han var Solosanger
ved alle Festsalskoncerter ...
— Jo, Mo’er, sagde Emmeline igen; de har dem i Klubben.
Hendes bekymrede Tanker syslede stadig med Karrene.
— Ja, min Pige; Fru Etvøs vaagnede:
— Aa, Gud, sagde hun: at vi ikke glemmer den Klods til
det ene Klavérbén. Det var en Tankeforbindelse fra
Festsalskoncerterne.
— Og gaa saa du Ind, Emmeline, gaa saa du ind.
Emmeline rejste sig og lagde besindigt alting sammen.
Saa sagde hun og blev staaende ved Siden af sin Moder:
— Mo’er — tror du, den Kogekone er ærlig?
— Vi maa haabe det, sukkede Fru Etvøs. Godnat min Pige.
Fru Etvøs rejste sig. Hun vilde se, om Gulvet i Dagligstuen
var tørt. Med det løftede Lys stod hun midt i Stuen og saa sig
om fra Plet til Plet.
Aldrig havde hun sét den saa fattig.
De strammede Gardiner, som dog ikke rakte, Stolene, saa
spredte, som dog ikke fyldte, Pynteklæderne, til at dække, som
Pigebørnene forærede hende til Jul — var de saa pauvre, saa
latterlige__
Ja — ja — ret var det. Her havde hun henslidt sit Liv.
Her havde hun født Børn, mens hun forgæves regnede, og ammet
og visset og født igen og forgæves sparet; og født paany og altid
»dækket« forgæves — mens alting blev slidt ud og forfaldt....
Og Etvøs — han bøjede kun Ryg som hun: fra Maaltid
til Maaltid var hendes, fra Skole til Skole, det var hans––––
Men de elskede jo hinanden. Aa — ja, gjorde de? Hun vidste
det ikke mere. TU at elske hørte der vel ogsaa Tanker. Og Fru
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
