Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Professor H. Høffding: Alexander Hamilion og den nordamerikanske Unionsforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forsøg paa Sammenslutning var Unionstanken ikke meget levende.
Lige saa lidt som der var nogen stadig politisk Forbindelse, var
der nogen synderlig Handelsforbindelse mellem Kolonierne
indbyrdes. Nordamerika var væsentligt et agerdyrkende Land.
Rejserne fra den ene til den anden vare desuden besværlige og sjældne;
medens nu Tusender dagligt færdes paa Rejse mellem Boston og
New-York, vare to Postkareter den Gang tilstrækkelige til at
rumme alle de rejsende. Efter Pacifikbanens Anlæg kan man
rejse hurtigere fra Boston til de nordvestligste Stater end man for
hundrede Aar siden kunde rejse fra Boston til Filadelfia.
Under Frihedskrigen havde der (ligesom tidligere under
Kampene med Indianere og Franskmænd) været følt Savn af en
fast Centralregering. En Kongres, bestaaende af Delegerede med
Fuldmagt fra de forskellige Stater, var sammentraadt. Denne
Kongres havde udstedt Uafhængighedserklæringen og ledet
Sagernes Gang under Krigen og ved Fredsslutningen. Men
Enkeltstaterne havde stadigt følt en vis Skinsyge overfor Kongressen, og
man var bange for at give den for stor Myndighed. Kongressen
kunde nok fatte Beslutninger, men ikke udføre dem. Den kunde
kun henstille til de enkelte Staters Regeringer, om de vilde
udføre dem! Egentlig Regeringsmagt kendtes kun for de enkelte
Staters, ikke for hele Forbundets Vedkommende. I hver enkelt
Stat var der en fri Regeringsform, som skrev sig fra Koloniernes
Grundlæggelse og som havde udviklet sig under stadig Kamp med
de fra England sendte kongelige Guvernører. De i hver enkelt
Stat valgte lovgivende Forsamlinger vare i Folkets Øjne de eneste
Myndigheder, som havde Ret til at paalægge Skatter. Det kom
derfor an paa dem, om de af Kongressen ønskede Bidrag til
Krigens Førelse bleve udredede. Hver Gang en Bevilling skulde gives,
maatte de alle spørges, og ofte gaves slet intet Svar. Da
Kongressen i Aaret 1781 til Gældens Betaling foreslog en
Indførselstold paa 5 p. c., vakte det stor Harme i de enkelte Stater. Man
spurgte, hvorfor man havde modsat sig Stempelakten og
Te-skatten, naar der nu alligevel blev paalagt Skatter af en Magt
udenfor Staten (Enkeltstaten)! Kun formedelst sin store Taalmodighed
og Uegennyttighed formaaede Washington at udholde de pinagtige
Forhold, i hvilke han ofte bragtes af Mangel paa Penge. Han
udtalte senere, at Krigen vilde være endt tidligere og have kostet
mindre Blod og Penge, hvis Unionens Regering havde haft Ret
til at paalægge Skatter. Den t. Januar 1777, ganske kort efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
