Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Professor H. Høffding: Alexander Hamilion og den nordamerikanske Unionsforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
samledes paa Mount Vernon, Washingtons Herresæde, i Begyndelsen
af Aaret 1785. Han benyttede Lejligheden til at indlede en
Raad-slagning angaaende Told- og Møntspørgsmaal. Disse Forhandlinger
førte til, at alle Stater bleve enige om at sende Delegerede til
Annapolis 1786 for at drøfte en ny, fælles Ordning af
Handelslovgivningen. Mødet blev ikke tilstrækkeligt fuldtalligt; men de
tilstedeværende besluttede at rette en af Hamilton forfattet
Opfordring til alle Staterne om at sende Delegerede til en
Forsamling i Filadelfia i Maj 1787, som skulde udarbejde Forslag til
en saadan Forandring i Unionsforfatningen, ved hvilken denne
kunde blive i Stand til at fyldestgøre de Krav, Forholdene stillede
til den. Saaledes kom Sagen da i Gang.
Konventet i Filadelfia sammentraadte den 14. Maj 1787.
Nordamerikas berømteste Mænd mødte som Delegerede fra deres
Stater. Washington blev valgt til Præsident Foruden ham vare
bl. a. Benjamin Franklin, James Madison og Hamilton til Stede.
Modsætningerne traadte her skarpt overfor hinanden. Medens
Hamilton stillede et Forslag, der trykkede Enkeltstaterne stærkt
ned og indrettede en kraftig udøvende Magt, fordredes fra den
modsatte Side Unionsregeringens Myndighed indskrænket til et
Minimum. Af New-Yorks Delegerede var Hamilton den eneste,
der var stemt for en virkelig Unionsforfatning; hans to Kolleger
modsatte sig den og forlode Konventet, da de saa, at det blev til
Alvor med den. James Madison viste sig her som den praktiske
Statsmand, der læmper sig efter de virkelige Forhold. Kun gennem
forskellige Kompromis’er kunde det lykkes at faa et Udkast
vedtaget. Af disse Kompromis’er kan nævnes det, ved hvilket det
bestemtes, at medens Kongressens Repræsentanthus skulde vælges
af Folket, skulde dens Senat bestaa af to Delegerede fra hver
Stat. Senatet udtrykker altsaa alle Enkeltstaters Ligeberettigelse,
medens Repræsentanthuset fremgaar af Folket i det hele, uden
Hensyn til Enkeltstaterne. Desuden kom man overens om, at
Slavehandel kunde forbydes af Unionen fra 1808 af, medens
Slaveriet vedblev at bestaa og endog skaffede Slavestaterne større
politisk Magt, idet en Slave regnedes for */s Menneske ved
Fastsættelsen af, hvor mange Repræsentanter enhver Enkeltstat skulde
sende. Ved denne sidste Bestemmelse kom man foreløbigt ud
over det vanskelige Slavespørgsmaal, som allerede nu delte
Nord-og Sydstater i to Partier, som havde et helt forskelligt Syn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
