Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Professor H. Høffding: Alexander Hamilion og den nordamerikanske Unionsforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kæmpe paa egen Haand end al faa en sluttet Skare til at følge
sig gennem den politiske Kamps mange Svingninger. Men lige saa
uheldig, som han i denne Henseende var, lige saa rolig og bestemt
gik han den Vej, ad hvilken hans Overbevisning førte ham, hvad
enten han var ensom eller blev fulgt af mange.
Partikampen begyndte snart igen efter Forfatningens
Vedtagelse. I Washingtons Kabinet sad overfor Hamilton Jefferson
som hans ivrige Modstander, der hævdede den diametralt modsatte
politiske Opfattelse. Han saa med Betænkelighed paa Hamiltons
Bestræbelser for at befæste Unionen. Disse Bestræbelser maatte,
frygtede Jetferson, føre i Retning af et Monarki. Han hævdede
Enkeltstaternes Ret til at nægte Lydighed mod Unionsregeringen,
naar de mente, at denne overskred sin Kompetence. Det var det
saakaldte Nullifikationsprincip, der i de følgende Tiders Kamp
mellem Norden og Syden kom til at spille saa stor en Rolle.
I Aaret 1795 traadte Hamilton ud af Ministeriet og levede
nu Resten af sit Liv som Sagfører. Kun én Gang kom han endnu
i offentlig Tjæneste, da han under den Troppesamling, der med
Washington som Overgeneral foretoges i Aaret 1798 i Anledning
af det spændte Forhold til Frankrig, efter Washingtons Ønske
udnævntes til Næstkommanderende. Da Washington døde, blev han
Overgeneral i hans Sted.
Da Hamiltons Parti, de saakaldte Føderalister, ikke havde
Held med sig overfor de stedse mægtigere »Republikanere«
(saa-ledes kaldte Jeffersons Parti, der svarer til de senere »Demokrater«,
sig som en Protest mod Føderalisternes foregivne monarkiske
Sindelag), viste mange af dets Tilhængere en upatriotisk
Fanatisme, som Hamilton var langt fra at dele. Han støttede saaledes
Jeffersons Valg til Præsident, da man kun havde Valget mellem
ham og den forbryderiske Æventyrer Oberst Burr, hvilken sidste
Føderalisterne stemte paa af Had til Jefferson. Og da det lykkedes
Jefferson at erhverve Louisiana fra Frankrig, billigede Hamilton
dette Skridt, medens hans fanatiske Partifæller vare imod det,
fordi de frygtede, at Syden, hvor »Republikanerne« stedse vandt
flere Tilhængere, derved skulde blive mægtigere. Nogle
Føderalister, bl. a. Burr, fattede endog den Tanke at opløse Unionen og
danne en særlig Union for Nordstaterne. Intet kunde stride mere
mod Hamiltons Overbevisning, og han bekæmpede derfor af al
Magt og med stærke Ord Burrs Forsøg paa at blive valgt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
