Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - E. Skram: Moderne Forfattere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som første Opgave haft at fjærne fra de Udsagn, han er bleven
staaende ved, og fra de Træk, der forekom ham betegnende, den
særegne Grad af Imødekommen, som Lejligheden skabte, eller med
andre Ord, den Paavirkning fra ham selv, som de vedkommende
har været underkastet. Han har forholdsvis sjældent kunnet
komme bag paa den Befolkning, han har iagttaget. Han har kun
ved særegne Lejligheder kunnet gribe om selve Raastoffet Men
dette mærker man ikke ret i de to Bøger, uden for saa vidt man
selv husker paa det, og naturligvis kan dette bero paa
Hensynsfuldhed fra Forfatterens Side mod Læseren, idet han ikke idelig
har villet minde denne om, hvad han én Gang for alle (i
Inledningen) har gjort opmærksom paa, men det kan ogsaa bero
paa, at Brandes under Udarbejdelsen af sine Indtryk har ladet sig
henrive til at stole for meget paa Rigtigheden af sit Skøn.
Og man ledes til at tro, at de bestemte Udtalelser og i det
enkelte gaaende Undersøgelser og Domme, som man navnlig i
Indtryk fra Rusland støder paa, har denne sidste Aarsag, fordi
man allerede i Grundsynet, i selve Opfattelsen af den foreliggende
Opgave, møder en Tankegang, der næppe er omhyggelig nok.
Dels gaar Brandes, som det synes, uden Betænkelighed ud fra,
at man bedst hos »Eliten« af en Nation finder dennes Særpræg,
dels skelner han i det foreliggende Tilfælde ikke tydeligt mellem
det tilfældige og det blivende, og dels endelig synes selve det
omspurgte Særpræg at staa for hans Forestilling som noget langt
mere paalagelig fast og lettere paapegeligt, end det til syvende
og sidst er. Det forekommer mig, at Brandes vel meget bruger
at betegne det særlig russiske ved Hjælp af stærke Hovedord og
Adjektiver, medens man dog næppe, i alt Fald saa længe man er
indenfor den samme Menneskerace, end sige den samme Stamme,
formaar at ramme det for det enkelte Folk ejendommelige uden
ved Hjælp af overordentlig fint afvejede Mængde- Grads- og
Artsbestemmelser, der kræver særdeles varsomt udstykkende Ord. Det
er bestandig noget mere og noget mindre, der er afgørende, en
ny Blanding af Ævner og Kræfter og Egenskaber og Egenskabs
Antydninger. Naar saaledes Brandes benytter Udtryk som
»Virkelighedssans«, »stolt Frimodighed«, »bredt anlagt Natur«,
»Efter-lignelsesævne«, »selvstændig Originalitet«, »Vandrelyst«, »dybsindig
Mystik«, »Kraft«, »Smidighed« osv. osv. for at tydeliggøre Russerens
Natur, synes det mig, at han bevæger sig i vel tungt tegnede
Angivelser i Forhold til den Udformning, der er nødvendig. Er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
