Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Carl Ewald: Billedtekster - Rembrandt: Studenten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blev rød, hans Øjne brændte, hans Læber skælvede. Han tabte
sig i Beskuelsen af Billedet og tilbad det. Hans Tanker blev til
Hvisken, til klingende Ord, og han vidste det ikke:
»... Du rejser dig fra din Stol og læner dig mod Karmen
og fanger Aftensolens sidste Skær paa din Bog. Undrende tyder
du de sære Tegn, og nødig skilles du fra Dagen, der lyste dig
dybere ind i Menneskets Sjæl, i Naturens Løndom, i Guds
Visdoms Dyb.«
»Men Solen slukkes. Du stirrer ud i Aftnen, og der er
Klarhed paa din Pande og Ild i dit Blik. Se ... Vindruen ranker
sig om Vinduspillen i dit Kammers. Du lytter efter Fuglens Sange,
og Vinden bader dit Ansigt i Blomsternes søde Duft. Der falder
Dug i Dale. Da griber du din Vandringsstav og gaar over Højene.
Purpur bræmmer din Turban, rigt falder Kjortlen om din Lænd.
Sandaler skærmer din Fod mod Vejens Stene. Brun er din Kind,
og ungt dit Haab og rankt som Palmen i din Faders Lunde. Dit
Mod-er stærkt som Løvens i dit Fødelands Bjærge. Din Dag er
lys, din Aften skøn ... blødt vinker dig Alkoven til Hvile.«
»Se ... se! paa Væggen hænger dit Sværd og dit Skjold.
Du er en Mand blandt Mændene. Folkene bøjer sig for dig, og
Kongerne gaar dig i Møde. De ærer din Id og æsker dit Raad
og frygter din Dom.«
»Og vil du fæste dig en Brud, da rider du til hendes
Faders Hus med dine Frænder i Følge. Du fører hende hjem,
du lægger Guld om hendes Arm og vogter Smilet paa hendes
Kind. Føder hun dig Børn af din Lænd, saa giver du dem i Arv
dit Navn og dit Sværd og Folkenes Tak for det Lys, du tændte
over Lande.«
––-Pludselig, som han sad, stødte han til Bordet, saa
Billedet faldt, og Lampen klirrede. Der flammede en rasende Vrede
op i hans udbrændte Hjærne. Han sprang til Vinduet Det stod
aabent, og Maanelyset rislede fredelig og mildt over den lille
Byes Tage. Men hans Blik fløj gennem Rummet over det alt
sammen og slog som en Falk ned paa en bred og tung Kolos,
der løftede sig stærk og truende i Natten, til venstre, tæt ved
Kirken ... Latinskolen ... Bagno’et, hvor han sled sine Lænker
til Straf for sin Ungdoms Brøde. Han bøjede sig ud og strakte
Armene i Vejret. Hans Ansigt fortrak sig som i Krampe. Vilde,
vanvittige Ord flød af hans fraadende Mund ud i den stille
Sommernat:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
