Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Herman Bang: Teaterbrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den ejer ingen blodløse Aner af Teaterfigurer, hvis gamle Parykker
og Sminkekrukker den har arvet. Den maa gaa ud i Livet og
finde sit Stof.
Paa Maskerne alene, som disse Skuespillere anlægger,
sér man, hvor denne Kunst er fra: fra Gaden, fra den lyse
Virkelighed, fra den frie Luft. Og midt i forfejlede Scener af
falsk anlagte Figurer glimter pludselig Livets egen Tonefald
uimodstaaelig frem.
Som for Eksempel i det hæslige »Andréa« — en
Vanskabning af et Ægteskabsdrama, stablet op for Amerika.
Man havde i dette Stykke, hvis Udførelse fordrer den
yderste Virtuositet, givet Titelrollen til en Elev. Resultatet blev
derefter. Men dog klang hist og her — i et Kærlighedsudbrud, i
et Angestskrig, i Skinsygens Harme — den unge Kvindes Liv
sejerrigt igennem selv den Sardouske Unatur og det amerikanske
Rabalder. Der kunde lyde paa en Gang Toner af en skøn —
men ikke sødladen — Kvindelighed, der forsonede med Elevens
Dilettantisme og næsten med Stykket.
Og finder her en enkelt Gang en Kunstner en Rolle, der
passer netop hans Krop, som var den syet til ham, et Parti, der
ikke fordrer Færdigheder — — saa viser denne lige til Triumf,
hvor langt man’ i Kunsten naar med Ærlighed.
Det er langt. Ærligheden skraber selv femtiaarigt Støv af
Figurerne.
Eller vil man tro mig, naar jeg forsikrer, at sidste Akt
af »Capriciosa« der oppe paa Bergens Teater — takket være
Hr. Garmann og Fru Sperati — blev det fulde Liv og den dybe
menneskelige Sorg?
De to gamle — der sørgede over en tabt Søn.
»Frits« sad og smaagræd — affældig og sagte rokkende,
saadan som de gamles Kummer er. Mariane sang og saa paa
én Gang rejste den gamle »Ulk« sig fra sin Plads i den anden
Ende af Stuen og helt stilfærdigt gik han hen og kyssede sin
gamle Hustru og vendte tilbage til sin Stol — mens Mariane sang.
Det Kys stod ikke i Regissørens Bog — men i Teatret
blev der en Stemning som i en Kirke.
August Lindbergs Hamlet gensaå jeg.
Teatret var fuldt fra Gulvet til Taget. Mest helt unge
Mennesker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
