Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Professor H. Høffding: Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og »Massen« da ikke bliver saa stor, som den siges at være.
Selv de, der ikke kunne være gode i stor Stil, kunne dog være
det i mindre Stil. Ævnen til at meddele, til at sprede Lysglimt,
til at mildne, lindre og kvæge, mangler næppe hos nogen, selv
den usleste, naar blot hans Øje og Følelse kan oplades. De store
Mennesker gaa desuden kun altfor ofte hen over Massernes Hoveder.
Deres Værk kan først ad saa mange Omveje komme de mange til
Gode, at hvis der ikke var en Skala af Storhed og Godhed, lige
fra de højeste Eksemplarer til de ringeste, vilde der intet opnaas
selv ved det ypperste Stormenneskes Virken. Og hvor begynder
saa den Masse, der kun er enten Kopi eller Hindring eller
Redskab? Som det ofte har vist sig, at hvad der først antoges
for en Taagemasse ude i Himmelrummet, i Virkeligheden var en
Mangfoldighed af klare Stjærner, saaledes gaar det ogsaa med
Menneskemassen. Men ligesom der til at opløse Stjærnetaagerne
skal en god astronomisk Kikkert, saaledes skal der til al opløse
Menneskemassen gode og klare og milde Øjne. Et Øje, der selv
er tilsløret af æstetisk og intellektuelt Hovmod, af sygelig Lede
eller af den »adelsvældige Eneraadighed«, Nietsche og hans
Tilhængere lovprise, vil ikke kunne foretage en saadan Opløsning.
Lykkes den, finder man i ethvert Individ, selv det ringeste, et
higende og stræbende Jeg; man føler Livets Puls banke ogsaa her.
Ligesom Filosofen Heraklit sagde til de fremmede, der vilde
trække sig tilbage, da de traf ham siddende ved Køkkenilden:
»Kom kun ind; ogsaa her er Guder!« saaledes vil der her være
Lejlighed til at udraabe: »Ogsaa her er Mennesker!« Dette er
jo ogsaa det Feltraab, under hvilket Historien er gaaet frem.
Maalestokken har været, hvor mange der kunde være med til at
sige: »Ogsaa vi ere Mennesker!« Og dette Raab kan og skal
ikke forstumme, hvor stor en Gæld de mange med begrænset
Ævne og snævre Kaar end staa i til de faa store, der, som man
har sagt, ikke blot se Solen staa op før andre, men endog faa
den til at staa tidligere op og sprede sine Straaler videre om, end
den ellers vilde gøre. Ved at fremhjælpe det menneskelige Liv i
saa mange som muligt vil man desuden paa bedste Maade arbejde
for at tilvejebringe Muligheden for Stormenneskers Opstaaen.
Ved nærmere Undersøgelse har baade i Historien og i Naturen
det store og det smaa altid vist sig at hænge nøje sammen. De
levende Væseners Kaar ere indfiltrede i hverandre. Des urimeligere
er den Moloksdyrkelse, den aristokratiske Radikalisme anbefaler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
