Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Nils Erdmann: Den moderne svenske Literaturs Folketyper, Folkeliv og Folkelivsskildrere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trods alt dette bliver han dog ved at være Journalist.
Feuilletonen er den Dragt, han trives bedst i, og som han først
har baaret; i Føljetonens Form kan han utvungent bevæge sig,
og midt i de kraftigste og mest originale Billeder kikker den
gamle Klown frem og gør sine Grimasser. Om den forarmede
Husmand siger han f. Eks. »Han sov ret godt, naar han kun vidste
sig sikker for Udpantning den Uge: ti han laa ikke og græmmede
sig over at være forbigaaet ved sidste Ordensuddeling, og han
havde aldrig haft Raad til at spise saa meget, at han havde kunnet
samle sammen til en anstændig Mavekatarh«. Ordensstjærner og
Mavekatarh — Husmanden og hans Drømme! Det er
Sammenligninger som minder om Feuilletonisten i Smaalandsposten.
Disse hans Jonglørkunster finder vi ret ofte. Her skildrer
han en Moder af det gode Selskab og hendes Datter. Moderen,
silkeklædt og med løse Lokker, hvisker: »Kære Barn, vær dog
lidt venligere mod Hr. Y! Lad ham rigtig se dine Øjne og bevæg
dine Hænder lidt livligere, saa at Ærmerne kan falde lidt tilbage.
Han skal være saa mageløs solid«. Her viser han os Bondekonen
i sin Blaargarns Kjole og sit Bomuldsforklæde. Datteren skal
gaa til Herregaarden for at hjælpe med ved Høstarbejdet, og Moderen
søger at formaa hende til at være elskværdig imod Johannes.
»Skynd dig alt hvad du kan, saa han kan se, du er den bedste
Tøs i hele Sognet. Han har faaet Løfte paa Næsset til Efterhøst«.
Tit er hans Komik netop baseret paa denne Maade at skrive paa,
men naar Sammenligningen sigter til en Dagsbegivenhed, sløves
dens Braad, den bliver lokal og mister sin Styrke.
Paa Bunden af denne Spøg ligger et dybt og strængt
Alvor. Sigurd kender sit Folk, han tager Del i dets Kamp, og
han forstaar, hvor meget tragisk der ofte gemmes i dets Liv.
Han morer sig over alt det besynderlige, der stikker os i Øjnene,
han ler af denne Smaalænding og hans ubevidste Komik, men
han ser ikke desto mindre, hvilken Skyld vi have at sone — vi,
som ikke hjælper, som ikke støtter vor Broder, men som udnytter
hans Kraft og morer os paa hans Bekostning.
Sigurd gør sig til Talsmand for denne stakkels nedkuede
Mand. Det er Ejendomsbesidderen han snærter og det ofte
hensynsløst nok. Husmanden er for ham ikke en fri Mand, men en
Livegen. Kun hvis han vil sulte og endda være lige glad, kan
han leve i sin Elendighed og synke ned i sit Dynd. Men vil han
søge at rejse sig af sin Förnedring, bliver han ulykkelig. »Straks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
