Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Nils Erdmann: Den moderne svenske Literaturs Folketyper, Folkeliv og Folkelivsskildrere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
længe tilbage, kommer der stundum uhyggelige Udbrud af
Naturkræfterne, hvor den til Død og Undergang vante Skærgaardsbo
ikke tager det saa nøje med Midlerne. Da opføres der tavse
Sørgespil derude, da brister Blodets Baand, man bryder gennem
de forbudne Hegn, Naturen griber med haard Haand, og for
Sulten og Kærligheden eksisterer der ingen Hensyn eller Love mere*.
Det er en saadan mørk og besynderlig Tragedje, som
fortælles i En brottsling om en Mand, som har dræbt sin Hustru.
Det er ogsaa et saadant ganske oprørende Billede, der møder os i
Fortællingen om Rånø-Klokkerens Barndom, om Faderen,
Skærgaards-husmanden, og Børnene som begynder at strides; om haarde Ord,
Slagsmaal, Tyveri og Lovbrud; om Moderen, som bliver dræbt af
sin Mand, mens Alrik ser paa det1); om Søskendenes Flugt, om
Havets evige Uforanderlighed, om Stilheden derude, om Livet med
den gamle, om hvordan Alrik begynder at drømme og fantasere
i sin Ensomhed.
»Naar blot Vand cg graa Luft ikke tilfredsstillede Øjets
Trang, begyndte Øjet at arbejde paa egen Haand for at tilfreds^
stille sin Trang; og Øret, som blot hørte Vindens Susen eller
Brøl, Søernes Dundren og Brusen, Fuglenes Skrig og Snadren,
hungrede og gav sig til af Mangel paa Næring at tære paa sig
selv, blev eksalteret at Udmattelse og hørte tilsidst, hvor der intet
var at høre, hørte Tavsheden, hørte Blodbølgen, Senens Stramning,
Muskelfiberens Bristen og tilsidst Toner, der samlede og ordnede
sig i Maanedernes Løb, smeltede sammen og fødte nye«.
Den Vinter, da Moderen døde, maatte slettes ud af hans Sjæl.
Naar Hverdagslivet ikke strakte til, fik han sine Indtryk fra
Fantasien og »vævede sammen Begivenheder, Paafund, Syner
og Hørelseshallucinationer, og saa snart et Indtryk var blevet til
et Minde, havde det faaet Virkelighed." Saaledes lærte han at
sammenblande det virkelige med det uvirkelige. »Et Begær efter
at bedrage sig selv var fostret hos ham, en Trang til ikke at
støde paa noget, som ved sin Haandgribelighed erindrede om, at en
skæbnesvanger Virkelighed en vis Nat var optraadt i hans Liv og i
Erindringen var efterfulgt af en hærgende, nagende Følelse af Brøde.«
Han frygter for at vise Misfornøjelse, at udøve Kritik. Han
erstatter sin Tavshed med en veltalende Mimik, og sin egen Trang
’) En svag Antydning om Grunden finder man i følgende Ord: „Man sagde
hun var bleven slaaet ihjel en stræng Vinter, da Fiskene blev borte11.
62*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
