Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. G. Brandes: Det store Menneske, Kulturens Kilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
følelse som de andre. Men denne Selvfølelse er efter Nietzsche
vel relativ, og det naturligt nok, ti hvorledes kunde den opstaa
udenfor Relationen? men den er ikke derfor reaktiv som
Nagfølelsen og Tilbageslagsfølelserne overhovedet er det.
Hvis Prof. Høffding endelig blot vil læse Stedet S. 347 i
»Fröhliche Wissenschaft«, vil han maatte opgive sin Sætning om,
at Nietzsche endnu ser paa alt gennem Schopenhauers Briller.
Man løber ikke saa let til at forstaa en Skribent som
Nietzsche. En første Læsning er ikke nok. Jeg véd, at da han
for flere Aar siden forestillede sig for mig med Tilsendelsen af
det første Skrift, jeg læste af ham, »Jenseits von Gut und Bose«
stod jeg, som dog er ret vel vant til at sætte mig ind i en fremmed
Tankegang, med den tydelige Følelse af ikke at forstaa, ikke
tilgavns, ikke som jeg plejede at forstaa. Der var noget bagved,
som undslap mig, og jeg skrev det rent ud til ham, spøgende,
med den Vending, at hans Bog var altfor »tysk« for mig. Han
svarte bl. a.: Jeg forstaar, at De har Deres Nød med mig saa
god en Europæer og Kulturmissionær De end er. Jeg selv tvivler
ikke paa, at mine Skrifter i et eller andet Punkt endnu er »meget
tyske«........Mange Ord har hos mig inkrusteret sig med andre
Salte og smage mig anderledes paa Tungen end de smage mine
Læsere. Og det kommer til: I mine Oplevelsers og Tilstandes
Skala ligger Overvægten paa de sjældnere, fjærnere, tyndere
Tonelag i Modsætning til de normale Mellemtoner: Ogsaa har jeg
— for at tale som den gamle Musikant jeg egentlig er — et Øre
for Fjærdedelstoner. Endelig — og det gør maaske mest mine
Bøger dunkle — findes der hos mig en Mistro til Dialektik, endog
til Grunde. Det synes mig mere at komme an paa Modet, paa
Styrkegraden af et Menneskes Mod, naar det gælder, hvad han
allerede anser for sandt eller endnu ikke anser for sandt. (Jeg
selv har kun sjældent Mod til det, som jeg egentlig »véd«).
Hverken Udtryksmaade eller Tankegang kan her beskyldes
for Fladhed. Og flad er i øvrigt Nietzsche ingensteds — det
skulde da være i et Par Aforismer om Literatur i de allersidste
Brochurer. Jeg har i al Beskedenhed langsomt, flere Aar efter
hinanden, stræbt at trænge ind i hans Synsmaader uden at lade
mig afskrække af en paa visse Omraader fremtrædende Brutalitet,
som er fjærn fra mit eget Væsen og som jeg i min Afhandling
har søgt at forklare ud fra den i det tyske Folk altbeherskende
Militarisme. Der synes mig, for at bruge et Udtryk af Prof. Høffding,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
