Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. G. Brandes: Det store Menneske, Kulturens Kilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end et Menneskes Haand formaar at skrive den«. Og herefter
følge saa de af Høffding citerede Ord om at »enhver nok saa
mangelfuld Forfatning, der giver Spillerum for et Flertal af
Borgeres frie Selvbestemmelse, er uendeligt mere værd end den
mest geniale og humane Absolutisme«. Dette er en god gammel
liberal Sætning; ti den Forfatning har visselig aldrig været til, der
sikrede et Flertals frie Selvbestemmelse, men disse Ord have i
ethvert Tilfælde ikke den Mening, Høffding lægger i dem, at
godtgøre, hvor meget bedre det havde været, om Cæsar selv ikke
havde været nødvendig. Mommsen vil ikke for Alvor sige, at det
havde været bedre om det fuldkomne ikke havde vist sig paa
Jorden — ganske fraset det tomme i Tanken at ville digte
Historien om. Og naar Høffding anfører disse Ord imod min
Vurdering af Cæsar med Vendingen: »Man ser her Forskellen
mellem en Æstetikers og en Historikers Vurdering«, saa fejler han
dobbelt, dels fordi han med sit Yndlingsudtryk atter her gør mig
til en »Æstetiker«, hvad den forelskede Mommsen vel er i højere
Grad end jeg, dels fordi han henfører hine Ord til Mommsens
historiske Ævne, da de dog netop kun er den liberale Politikers
Parade mod et Misbrug, de samtidige Modstandere kunde ville
drive med hans Forgudelse af den store Cajus Julius.
Endelig havde jeg vel Ret til at vente, at naar en Mand af
Prof. Høffdings Dannelse skrev imod mig, han da ikke klamrede
sig til et enkelt Sted i en enkelt Afhandling, men tog Hensyn til
et og andet, jeg ellers havde skrevet om et saadant Punkt. I Forordet
til den Samling af »Essays«, i hvilken jeg nylig optog
Karakteristiken af Nietzsche, udtaler jeg, — des værre forgæves — det
Haab at finde Læsere, som kende saa meget til Forfatteren »at
de uden vidtløftig Forklaring se udfra hvilken Grundsynsmaade
det enkelte maa förstaas, og vide indenfor hvilken Begrænsning
det paa hvert enkelt Sted antydede maa betragtes som ment«.
Men hvis man kender en Historiker paa, at han kan beundre en
enevældig Statsmand og dog betragte hans Opstaaen som en
tvivlsom Lykke, da vil selv jeg uværdige kunne gøre Fordring paa hin
Ærestitel. Dersom Prof. Høffding vil værdiges at slaa op i min
Bog Berlin, vil han S. 106 finde denne Passus: »Er Bismarck.en
Lykke for Tyskland, selv om han ingen Velgører er for
Menneskeheden? Spørgsmaalet er ikke saa enkelt som det ser ud. Han
er for Tyskland hvad et Par udmærkede, uhyre stærke Briller er
for den svagsynede. Det er en stor Lykke for Manden, at han
Tilskueren. 1890. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
