Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr.
i.
Da Gand. phil. Georg Jørgensen mistede sin Moder, var
lian ingen Aarsunge. Han gik i sit seks og tredivte Aar, og dog
græd han, som havde han været en halv Snes, og som han ikke
havde grædt, siden han var i den Alder.
Han græd dels, fordi han virkelig var bedrøvet, dels af en
Slags Anger, fordi han havde vist den afdøde saa liden Kærlighed,
i alt Fald saa faa ydre Tegn derpaa; fordi han havde stødt hende
fra sig ved en mut gnaven eller kold ironisk Afvisning, naar
hun nærmede sig ham og stille bønlig søgte lidt Ømhed. Og i
den Klump, som smeltede i hans Sorgs Tøbrud, flød ogsaa Fnug
af Selvforagtens Forbitrelse, om han end nødig vilde gøre sig
deres Tilværelse bevidst.
Han saa ud — ud omkring sig. Blikket drog videre og
videre Kredse ind under sin Rækkevidde. Han fandt intet, som
han ret holdt af, intet, som holdt af ham; knap noget, som
vedkom ham, ikke en Gang noget, han hadede.
Hans Fader, en ret velstaaende mindre Grosserer, var død,
da Sønnen var Barn. Drengen havde aldrig ytret Lyst til noget
bestemt, men da Moderen sad i gode Kaar, og havde en ikke
stor, men hvad man i Danmark kalder en dannet Omgangskreds:
Grosserer-Embeds-Sagførerfamilier, da Georg tilmed var eneste
Søn, gled Drengen, jævnt dreven af Stemningen i hans Omgivelser,
ind i Latinskolen.
— Havde jeg Raad til det, sagde en Overretsassessor af
Familiens Omgangskreds, skulde alle mine Sønner være Studenter,
saa stod de paa den almindelige Dannelses Basis. Naar de saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
