Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der udviklede sig hos ham en vis godmodig ironisk
Grundstemning. Han saa i alt, hvad der foregik i ham og om ham,
grinagtige Snurrepiberier, noget Nips, som man for Tidsfordriv
kunde pille lidt ved, men som maatte smuldre hen, hvis man for
Alvor tog fat paa det. Naar han i Samtaler hørte Folk blive
ivrige over Politik, morede han sig som over en Hanekamp,
hidsede af og til Disputen op ved paa Skrømt at tage Parti,
snart det ene, snart det andet, for derpaa med en Vits at gyde
Vand over de arrige, struttende Hanekamme.
Hans Anskuelser om Literatur udtalte han i Fraser som:
— Naar bare Bogen morer mig, finder jeg den god, keder
den mig, finder jeg den slet. Men det er jo brillant, at hvad der
morer en, keder en anden og vice versa, saa mange desto flere
Forlæggere, Bogtrykkere, Bogbindere, Papirfabrikanter og Poeter
kan da tjæne til Føden.
Han vænnede sig til dette Driverliv, til denne let spøgende,
magelig ironiserende Samtale. Men hjemme, naar Moderens
bekymret spørgende Blikke irriterede ham ved den blide Bebrejdelse,
han læste eller lagde ind deri, stødte han hendes tavse
Spørgs-maal fra sig — vrissende eller spottende.
Havde hun forgrædte Øjne, skyndte han sig bort fra hende.
Hvad Fa’en, han gjorde jo intet ondt og bestilte da mindst lige
saa meget som en hel Del store Godsejere. Han var nu naaet
til den Alder, at Overretsassessoren ikke følte sig berettiget til
at raade ham med Myndighed.
— Nu vel; han har jo Formue; han bruger ikke mere end
Renterne; har et net Bibliothek, besøger flittig vor Nationalscene...
er ingenlunde uden Interesser. Tænk, om han nu havde skejet
ud i en eller anden Retning, Fru Jørgensen! ... Nu betragter jeg
ham som min jævnbyrdige, er glad, naar han kommer i mit
Hus. Han spiller særdeles godt L’Hombre, paa en Gang rask og
dog ikke hasardagtig vildt, og han er virkelig ret morsom, naar
de unge Mennesker kommer med ekstravagante Meninger i
Politik og Literatur. Han ser paa sligt med en ret velgørende
Overlegenhed.
At noget kunde forandres i denne Livsgang, faldt aldrig
Georg Jørgensen ind. Da hans Moder blev svagelig, tænkte han,
at det vel nok gik over, hun var af en sund Konstitution, var
kun 60 Aar. Men Sygestueluft den kunde han s’gu ikke døje.
Hvis han indaandede den, vilde han selv blive syg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
