Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeanne skyndte sig ud. Georg Jørgensen hørte hendes
Latter klukke ned ad Trappen.
m.
Søndagen efter drev Georg Jørgensen ned paa Seinekajen,
resigneret sukkende paa Vejen derhen. Søn- og Helligdagene
forekom ham ude som hjemme de utaaleligste Dage af Verden.
Hvor mange Gange havde han ikke hjemme i København set sig
arrig paa de pyntede Folk, som vilde ud at more sig og ikke
vidste, hvad de skulde more sig med, ti at gaa pyntet om paa Gaderne,
paa Dosseringen, i Frederiksberg Allé, paa Langelinje, det var
dog det allerkedeligste af Verden. Og dog havde han akkurat
gjort det samme, for hvad skulde han ellers faa saadan en Dag
slaaet ihjel med.
Her i den lille Seineby havde han gjort akkurat ligedan.
I Begyndelsen morede det ham, saa længe han fandt noget
fremmed i Dragt, i Holdning, saa længe det fremmede Sprog
havde Nyhedens Klang for ham. Nu var det ikke længere
Tilfældet, og alligevel drog han derhen.
Der gik »herre- og dameklædte* Folk med pyntede Børn
foran sig; der gik mandlige og kvindelige Arbejdere, de første i
ren Bluse med blanke Støvler og Filthatte i Stedet for
Hverdagens Sko og Kasketter, de sidste barhovede, men med sorte
uldne eller Silkekjoler og lakerede højhælede Sko. Der vrimlede
af store og smaa Hunde, der indbyrdes legede, sloges, kurtiserede.
Enkelte sprang med god Vilje, flere blev kastede ud i Seinen for
at skilles af med en overflødig Besætning af mindre
Medskabninger i deres Pels. Det ved Kysten i Forvejen plumrede gule
Vand blev derved en jævn Vælling, men midt ude laa Floden
blaagrøn ög saa klar ud. Lette Pust krusede Vandet, mens de
för over det som Aftenvinden gennem en Rugmark hjemme. Ved
Broerne blev Flodens Liv synligere og hørligere. Smaa
Mal-strømme hvirvlede klingende om de store Stenpiller. Over den
ene Bro buldrede det ene Jæmbanetog efter det andet. En Taage
fyldte Horizonten, det var det usynlige Paris’s Aande. Kun
Eiffel-taamets slanke, svajt svungne Profil, kun Triumfbuens mægtige
Parallelogram løftede sig kendelig op i Dunstmassen.
Hornsignaler lød; tyndtbyggede Kanoer för paa langs og
tværs over Floden. Aarer løftede og sænkede sig taktfast under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
