Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de blottede Armes Tag; de roendes rød eller blaastribede Skjorter
blinkede derude. Der sprang de i Land; deres nøgne haarede
Lægge struttede trodsigt ud. De modtoges paa Kystens Knejper
af deres »Canotiéres« med Haandtryk, sjældnere med Favntag og
Kys, og forsvandt med dem i Lokalets mørke Baggrund.
Georg Jørgensen fulgte disse mere eller mindre tydelige
Tilsyneladelser af den »lille Eros’s« Allestedsnærværelser med en
Blanding af Misundelse og Modbydelighed, svævede mellem en vis
Beundring over den lette og ugenerte Maade, hvorpaa dette Folk
tog de naturlige Ting og mellem en nordisk forarget Undseelse
over de andres Ugenerthed. Skulde han kalde dette Folk flot og
rask eller frækt og svinsk?
Naa, det kunde endelig være lige fedt, ti det Folk var og
blev, hvad det var, hvad saa end Hr. Cand. phil. Georg Jørgensen
fra København mente eller ikke mente, sagde eller ikke sagde
om det.
Han satte sig paa en Dobbeltbænk og vendte Ryggen til
Floden, til Livet paa den og til det meste af Livet langs dens
Bred. Han gav sig til at bore med sin Stok i den lerede Jord
for at faa noget at bore i, noget andet end sit eget Sind, som
han havde begyndt at føle en prikkende Trang til at bore i.
Men den vilde han modstaa.
Dog — tvang denne Følelse ham til et stødvis Arbejde og
just til det Arbejde, han vilde undgaa. Og alt, mens han søgte
at undgaa det ved Hjælp af Stokken og borede med den, saa
smaa fugtige Klumper og Klatter blev revne løs, kom nogle smaa
Tankeklumper og Klatter op fra hans Sind:
— Se, hvor de driver hensigtsløst om ... disse Idioter! ...
Er det et Liv? . . . Men de fordriver Tiden med det . . . Tiden
gaar ... De tror, at de morer sig ... og det er jo lige saa godt
for dem, som om de virkelig morede sig. ... Gud véd, hvad de
siger i al den Snadren og Kvækken, som lyder fra alle Sider ...
Vrøvl, Dumheder, Sjofelismer! ... Naa, ja det er altid et
Surrogat ... ligesom den Absinth, den Vermouth, det væmmelige
glyce-rinholdige 01 ... den forfalskede Vin og Kognak, som de slurfer
i sig udenfor de grimme Knejper. ... Frankrig er et dumt Land,
Franskmændene en pjanket Nation. ... Men jeg selv? ... Jeg er
endnu dummere end den ækle, affekterede Hund dér med det
rød-randede Dækken over sig, hvis tynde Ædderkoppeben, man kunde
faa Lyst til at slaa over ... Det Bæst render dog ud og ind ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
