Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: En dejlig Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En dejlig Dag.’)
Emmeline — er hun der?
Fru Etvøs var i Underliv og løb til og fra ud af
Sovekamret. Det var Silla, der i sidste Nu var sendt til
Hofretspræsidentens efter Servietter — man kunde ikke lade Ericsson,
Lejetjæneren, det fremmede Menneske, haandtere de Etvøsske
Mundvidskere: de var ikke til saa kombinerede Faconer.
— Er hun der?
Silla kom ikke. Hun blev jo standset foran hver Gadedør
af en Veninde, der skulde ha’e Beretning, vidt og bredt:
— Og Talg ska’ de æde, sluttede Silla foragteligt og
løb videre (hun mente de mange Stearinfundamenter, som Madam
Brofeld kunstfærdigen udhuggede for at bære hendes
gastronomiske Undere).
— Naa — hej for en Fart, raabte Veninden, som blev
staaende i Gadedøren. Der var noget utænkelig altid jumbende
ved Silla bagtil. Det skyldtes en Slags Halvkrinoline, som hun
standhaftig bar gennem alle Modens Omvekslinger; hun gik aldrig
paa Gaden uden hastig at iføre sig dette stærkt bevægelige
Klædningsstykke.
— Nu er hun der, Mo’er, raabte Emmeline fra Vinduet.
— Aa — saa Gud ske Lov, sukkede Fru Etvøs, der i
Sovekamret betragtede sin sorte Silke i Spejlet: Den havde
trukket sig i de fleste Sømme.
Emmeline synede den ogsaa — stille, forfra og bagfra.
Saa sagde hun med sin betænksomme Stemme:
— Mo’er, vi kunde blække den.
’) Se „Tilskueren" 1889, S. 685 fif.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
