Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - N. Neergaard: Fra det tyske Riges Tilblivelsestid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at Bismarck sagtens kunde sejre, saa ypperligt et Forspand, han
havde at køre: man kunde snarere fristes til at sige, at det ikke
var nogen stor Kunst at besejre saa tarvelige Modstandere. Grev
Vitzthum beretter da ogsaa det Ord af den preussiske
Førsteminister fra Tiden lige efter Slaget ved Sadowa: at sejre over
Østerrig var ingen Sag; det værste var »meinen König iiber den
Graben zu bringenc.
Ikke mindst lærerigt er det Indblik, man gennem Grev
Vitzthums Erindringer faar i det andet Kejserdømmes dybe Forfald.
At Napoleon III allerede i 1866 var en ødelagt Mand, og at
hans Politik i dette afgørende Aar ikke blot var uærlig, men ogsaa
bygget paa urigtige Forudsætninger og fra først til sidst ganske
uden Holdning og Konsekvens, er forlængst at betragte som en
fastslaaet historisk Kendsgerning, men ikke des mindre har den
sachsiske Diplomats Strejfslys dog formaaet at bidrage sit til en
klarere Forstaaelse. Han var i Aarene 1861—66 flere Gange i
Paris, og havde ved Omgang med Udenrigsministeren, Drouyn de
Lhuys, og andre indviede Lejlighed til at hente sig
Førstehaands-kundskab om den kejserlige Politik og i det hele om Stemninger
og Tilstande i de ledende Kredse.
Napoleons Plan var efter Grev Vitzthums Fremstilling den,
at hidse Preussen og Østerrig mod hinanden og lade begge tro
paa Muligheden af hans Bistand eller velvillige Neutralitet. Naar,
som det var at forudse, Østerrig og de tyske Mellemstater stod
paa den ene, Preussen paa den anden Side, følte Kejseren sig
overbevist om de østerrigske Vaabens Sejer, og hans Mening var
da ved en betimelig Indgriben uden Vaabenmagt at redde Preussen
fra Undergang og til Gengæld at vinde en betydelig Udvidelse for
Frankrig ved Rhinen. Samtidig haabede han at kunne benytte
den kritiske Situation til at skaffe Kongeriget Italien Venetia imod
at give Østerrig Kompensationer i Tyskland. Paa denne Maade
vilde han kunne opfylde sit endnu uindløste Ord fra 1859: »Italien
frit til Adriaterhavet« og derved gøre Kongeriget Italien fra en
halvt uvillig Nabo til en paalidelig Ven og Forbundsfælle og —
hvad der laa ham mest paa Hjærtet af alt — sikre sin Trone og
neddæmpe den stigende oppositionelle Stemning i Frankrig ved at
øge Frankrigs Landomraade og endnu en Gang faa det til at staa
som Europas ledende Magt. Men ublodige maatte de nye Lavrbær
være, ti, som det atter og atter blev sagt i Tuileriernes indviede
Kredse: Kejseren følte sig for svag til endnu en Gang at »stige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
