Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - N. Neergaard: Fra det tyske Riges Tilblivelsestid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
os synderlig om. Kejser Napoleon ved det, og han er for klog
til ikke at tage det med i sine Beregninger. Bliver det os for
broget, saa aabner vi Sluserne i Orienten og slutter os i
Konstan tinopel sammen med Rusland mod Frankrig. De siger, at
Ikke-Interventionsfeheren er en Sygdom. Maaske, men hvad skal
vi gøre? Det er en Sygdom, vi maa gaa igennem ligesom
Mæs-lingerne. Vi dør dog vist ikke af den: Søen er vort Værn, og
mod Invasioner vil vore Panserskibe og vore frivillige vogte os.«
Om Hovedfiguren i det store Drama, der fylder Perioden,
faar man direkte intet at høre i Grev Vitzthums Bog: Forfatteren
har ikke personlig staaet i nogen Forbindelse med Grev Bismarck,
og det, ban paa Andenhaand erfarer om ham, har ikke Nyhedens
Interesse. Og dog mærker man gennem den hele Fremstilling bam
som den overalt ledende og virksomme Kraft. Han føltes som
den tyske Politiks Centrum og som den, paa hvem Krig og Fred
beroede, men endnu var hans Magt ikke rodfæstet, og de, der
havde særlig Interesse af at und gaa, at det kom til det yderste
og opretholde Freden i Europa, haahede endnu at kunne naa
deres Maal ved hans Fjæmelse. Forfatteren oplyser, at Fyrst
Gortscbakoff forbandt den Hovedhensigt med Forslaget om en
Kongres i Foraaret 1866, ved hvilken de svævende Svørgsmaal i
Tyskland og Italien skulde finde deres Afgørelse, at fjærne
Bismarck en Tid fra den preussiske Konges Nærhed, og den engelske
Regering skal have været i fuldstændig Forstaaelse hermed.
Meningen var, at saa snart Bismarck var rejst til Paris, for at
repræsentere Preussen paa Kongressen, skulde Kejser Alexander
sende en Adjutant til Berlin med en Haandskrivelse til Kongen, i
hvilken han bønfaldt ham om at ofre sin Minister for at redde
Freden. Samtidig skulde da den engelske Regering — væsentlig
ved Hjælp af Kronprinsen og Kronprinsessen af Preussen, der
hørte til Bismarcks ivrigste Modstandere — forsøge en lignende
Pression. Planen var ikke ganske haabløs, ti Bismarck havde paa
denne Tid, som Grev Vitzthum bemærker, saa at sige alt imod
sig: »Kongen og Kronprinsen, den preussiske Landdag og det
preussiske Landeværn, Tyskland og Europas neutrale Magter«.
Hvad der under disse Forhold forklarer hans Sejer var ikke
blot hans uhyre personlige Overlegenhed over sine Modstandere,
men maaske nok saa meget, at den tyske Enheds-Tanke, han nu
aabenlyst stilede imod, besad et saadant Herredømme over Sindene,
i den Grad laa i Tidens Luft, at den bar ham frem over meget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
